Lokal DF-profil om afstemnings-resultatet: Det er, som det er
René Christensen. Arkivfoto: Ingrid Riis
.
René Christensen var ikke så overrasket over, at et flertal af danskerne var uenige med ham i spørgsmålet om EU-forsvarsforbeholdet. Men det kom bag på ham, at ja'et blev så stort.
LOLLAND-FALSTER: - Det er, som det er. Det er jo vælgerne, der har bestemt, og det har de gjort ret tydeligt.
Dansk Folkepartis lokale folketingsmedlem René Christensen forsøger at tage nederlaget efter onsdagens folkeafstemning om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet med oprejst pande. Hans parti havde som et af de få i Folketinget agiteret for et nej til at afskaffe forbeholdet, men det endte som bekendt med et klart ja.
Og især det, at flertallet for et ja blev så stort, overraskede René Christensen.
- Jeg havde en fornemmelse af, at det blev et ja, men ikke så stort. Min fornemmelse var, at nej-siden var større. Men jeg tror, at regeringen havde set rigtigt i, at danskerne blev nervøse, da Putin og Rusland gik ind i Ukraine.
- Nu håber jeg så bare ikke, at jeg får ret i det, jeg frygter - nemlig, at EU-forsvarssamarbejdet en dag ender som en stemmeaftale i EU, hvor de enkelte lande ikke længere har vetoret, så vi dermed kan risikere at komme med i missioner, som vi egentlig ikke ønsker at deltage i, siger han.
Udover resultatet af folkeafstemningen, så var et af de store samtaleemner på Christiansborg i aftes, at Dansk Folkepartis forsvarsordfører og tidligere formand Kristian Thulesen Dahl ganske usædvanligt valgte ikke at deltage i partiets valgfest på Christiansborg, men i stedet valgte at deltage i, hvad han selv beskrev som en gammel familietradition i forhold til valgaftener.
Det kom noget bag på blandt andre partiets formand Morten Messerschmidt. Det var dog ikke noget, der fyldte voldsomt meget i René Christensens tanker ifølge ham selv.
- Det tænkte jeg ikke så meget over. Alle behøver jo ikke at være der. Der er jo også nogle arrangementer ind imellem, som jeg ikke kommer til. Det havde selvfølgelig været godt, hvis han havde været der, men jeg tager det meget stille og roligt, siger René Christensen.
Kort efter, at Folketidende talte med René Christensen kom det så frem, at Kristian Thulesen Dahl heller ikke kommer til partiets gruppemøde i dag, torsdag.
Flere politiske kommentatorer spekulerer i, om den tidligere DF-formand er på vej til at blive en del af et nyt parti sammen med den tidligere Venstre-profil og minister Inger Støjberg.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie