Revydirektøren var lettet og glad efter premieren
Revydirektør Mickey Pless (til venstre) havde masser af ros til instruktør Rasmus Krogsgaard (til højre) og en lang række andre omkring revyen, da han holdt tale efter premieren. Foto: Flemming K. Karlsen
Flemming K. Karlsen
- Det har været pissehårdt ikke at vide, om vi var købt eller solgt, og om vi gik konkurs, erkender Mickey Pless.
NYKØBING - Jeg er så glad og lettet. Folk var virkelig med os og grinede alle de rigtige steder. Jeg synes, at vi har en god revy i år, og vi har fået sat Nykøbing Falster Revyen tilbage på sporet.
Sådan lød det sent torsdag aften fra revydirektør Mickey Pless, da han udenfor i den lune sommeraften kunne gøre status efter årets revypremiere ovenpå et 2020, hvor man på grund af coronasituationen var nødt til at aflyse helt.
Kort forinden havde skuespillerne og resten af holdet bag revyen høstet stående bifald fra publikum i Nykøbing F. Hallen efter forestillingen. Da Mickey Pless dukkede frem bag kulisserne for at modtage salens hyldest, var det en rørt revydirektør, der tog mikrofonen.
Han takkede både publikum for modtagelsen, skuespillerne, orkestret, instruktør Rasmus Krogsgaard og en lang række af alle de mennesker omkring revyen, som publikum normalt ikke lægger mærke til, men som alle har en vigtig andel i, at revyen overhovedet kan afvikles.
Premiereforestillingen blev uheldigvis udfordret af et fortæppe, som satte sig fast i andet akt, og senere var der også lidt problemer med lyden og en mikrofon. Men the show must go on, som man siger, og det gjorde det - og i hvert fald problemerne med tæppet var der næppe mange, der havde bidt mærke i, hvis ikke Rasmus Krogsgaard havde gjort opmærksom på det undervejs.
Og mon ikke, der kommer styr på det hele igen snart? Det var i hvert fald ikke noget, som kunne ødelægge helhedsindtrykket af en flot revy.
Årets revy har som bekendt fået midlertidig hjemmebane i Nykøbing F. Hallen i år, fordi det bedre kan lade sig gøre at overholde de endnu gældende coronarestriktioner der end i de normale rammer på Nykøbing F. Teater. Og Mickey Pless er lykkelig for, at det har været muligt at flytte revyen, så man ikke risikerede endnu en aflyst sæson.
- Det har været pissehårdt ikke at vide, om vi var købt eller solgt, og om vi gik konkurs. Det gjorde vi heldigvis ikke, og vi har haft et fantastisk hold. Der var ingen, der øffede over, at vi skulle spille i en hal, og det var der heller ikke, da de fik at vide, at kun havde 14 dage til at bygge scenografien op. Og samarbejdet mellem det kommunale system, medarbejderne i hallen og os har været fantastisk, roser Mickey Pless.
Årets Nykøbing Falster Revy spiller frem til og med 21. august, og indtil videre er der planlagt 51 forestillinger.
Læs meget mere om revyen i fredagens Folketidende.
- Jeg er så glad og lettet. Folk var virkelig med os
revydirektør Mickey Pless
Seneste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Vold i Storstrøm Fængsel: Indsat trampet i hovedet
Tine Hansen og Christina Figgé forsøger hver dag at gribe de mest udsatte
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Frede Rasmussen kommer til Nykøbing: Vil tale om livet som LGBT+-person
Mest læste artikler
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Lang kø til åbning af butik
Campingplads ved vandet til salg