Sukkerroerne redder næppe landbrugs-året

- Det er svært at bevare optimismen, siger Jørn Dalby, formand for Danske Sukkerroedyrkere. Den ellers ganske hårdføre afgrøde lider også i tørken. Billedet her er taget ved Øster Ulslev i går. Foto: Jan Knudsen

Sukkerroerne har traditionelt været et solidt økonomisk anker for mange af landsdelens landbrug - nu er det nye tider. Og tørke

Offentliggjort Sidst opdateret

"Nu er det slemt"

Så enkelt beskriver Jørn Dalby, formand for Danske Sukkerroedyrkere, situationen ude i roemarkerne på Lolland-Falster, hvor den i øvrigt på mange måder uhyre robuste afgrøde tørster og svækkes under den bagende sol.

- Planterne lukker ned. Bladene visner hen. De kan bruges som brændsel, lyder det trist fra roeformanden - som dog stadig har håb.

- Meget kan rette sig, hvis vi får de helt rigtige betingelser frem mod kampagnestarten. Sukkerroerne har tidligere vist sig at kunne klare store udfordringer. Men jeg må erkende, at jeg begynder at tvivle. Og selvom vi skulle få ideelle forhold her i den kommende tid, så vil facit i bedste fald kun blive nogenlunde. Men det kan altså omvendt også gå rigtigt galt, konstaterer Jørn Dalby.

Han har ikke fundet meget opmuntring i de aktuelle vejrudsigter, som kun lover nedbør i begrænset omfang uger frem. Holder det stik, har sukkerroerne ikke mange chancer for at komme sig.

De seneste par år har været omtumlede for den ellers gyldne sukker-forretning. I år er producenterne - herunder Nordzucker - hårdt presset på indtjeningen, og det samme gælder altså leverandørerne.

Forhandlingerne om afregningspriser har været ualmindeligt langvarige og sidste år især også præget af en meget uforsonlig tone.

Og set fra de lokale roedyrkeres synspunkt har systemet også en anden udfordring i den øjeblikkelige situation med massiv tørke og udsigt til stærkt reducerede udbytter. Mens man kan se stigende priser på eksempelvis maltbyg - sat i fart af udsigt til mangel - så forholder det sig anderledes med sukkerroerne. Her er prisen aftalt for i år og for næste år.

Det vil sige, at landmændene ikke kan opveje de manglende tons med stigende prisniveau.

Det ville i øvrigt næppe heller være højaktuelt, selvom man på en aller anden måde havde en fleksibilitet, fordi sukkerprisen på verdensmarkedet fortsat er dalende og i øvrigt på et historisk lavt niveau.

- Det er indlysende, at sukkerroe-dyrkningen er under pres. Vi arbejder via foreningen konstant på at sikre, at roerne er en klart konkurrencedygtig afgrøde for den enkelte landmand. Men det bliver ikke lettere i øjeblikket. Hvis man eksempelvis for 2019 kan aftale en pris på maltbyg med udgangspunkt i de øjeblikkelige stigende priser - ja så gør man sig selvfølgelig sine overvejelser ude på bedrifterne, konstaterer Jørn Dalby.

Nordic Sugar Agricenter følger naturligvis også situationen og offentliggjorde forleden beregninger og analyser om rentabiliteten i roedyrkning contra maltbyg.

Her konkluderer man, at sukkerroerne for de fleste stadig er attraktive - selv ved stigende maltbygpris.

15. august er i øvrigt sidste frist for kontrakttegning til næste år.

Derfor er der i den kommende uge to orienteringsmøder for landmændene.

Nordic Sugar og Danske Sukkeroedyrkere er sammen om informationsmøderne, der foregår 8. august klokken 19 i kantinen på Nykøbing Sukkerfabrik og 9. august også klokken 19 hos Østdansk Landboforening i Rønnede.

Kampagne

Med de nuværende forhold i roermarkerne er der al mulig grund til at vente, at årets kampagne på fabrikkerne i Nakskov og Nykøbing bliver blandt de korte af slagsen.

Sidste år begyndte man allerede omkring 10. september. Det bliver næppe tilfældet denne gang.

- For vores skyld må man gerne vente adskillige uger. Vi har brug for al den tid og tilvækst, vi kan få, siger Jørn Dalby.