Åbnede for nylig i sin hjemby: Mikkel sælger fra og rykker i nye lokaler

Mikkel Gottfredsen sammen med Victoria Jensen, som har hjulpet ham i Dit Lagersalg.dk. Foto: Palle Nevad Frandsen

Selvom det er under to måneder siden, Mikkel Gottfredsen slog dørene op i Rødby, rykker han allerede videre. Dog flytter han kun et stenkast væk - bogstaveligt talt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mikkel Gottfredsen slog dørene op i sin hjemby, Rødby, 1. juni i lokalerne i Østergade 20A. Men allerede godt to måneder senere er han på vej videre.

Dog får det minimal betydning for kunderne. Han har nemlig erhvervet sig lokalerne på adressen Østergade 17 - skråt overfor hans nuværende biks.

- Der har tidligere været kiosk og pakkeshop der. Lige netop de to ting vil jeg åbne igen derovre, siger Mikkel Gottfredsen.

Dropper lagersalg

Flytningen kommer som følge af en større omlægning af hans forretninger.

På nuværende tidspunkt har han webshoppen "DitLagersalg.dk", en fysisk "DitLagersalg.dk"-butik i Maribo og forretningen i Rødby med lagersalg, kiosk, pakkeshop og spillehal.

Han har valgt at stoppe fysisk lagersalg og overdrager butikken i Maribo til nogle tidligere ansatte. Dermed kører han videre med webshoppen og den kommende kiosk og pakkeshop.

Østergade 17 står lige nu tom. Arbejdet med at klargøre lokalerne går dog allerede i gang i denne uge. Privatfoto

- Det lagersalg kan ikke svare sig på grund af Temu (kinesisk webshop med meget lave priser, red.). Det smadrer det hele. Temu er simpelthen noget, fanden har skabt, siger han og fortsætter:

- Jeg kender folk, der køber tøj og sko derinde for 75 kroner. Det er vanvittigt at konkurrere med, forklarer han.

Grunden til, han kører sin webshop videre, er, at han ikke har varerne fysisk, men i stedet gør brug af såkaldt "drop shipping", hvor hans varer sendes direkte fra en tredjepart til kunden.

Drosler ned

Det er ikke kun den umulige konkurrence fra Temu, der har fået Mikkel Gottfredsen til at tage beslutningen.

Det handler i lige så høj grad om, at han erkender, at han er nødt til at passe bedre på sig selv.

- For en sikkerheds skyld vil jeg lige passe på. Jeg har tidligere haft et alkoholproblem, og kroppen er ikke, hvad den har været. Jeg var indlagt sidste år, og i november var jeg lige ved at stille sutterne, siger han og fortsætter:

- Jeg har stadig eftervirkningerne fysisk, så det handler om at drosle ned i god tid og passe på mig selv, forklarer Mikkel Gottfredsen, der ser frem til at fortsætte forretningen på den anden side af Østergade.

- Jeg regner med, det bare bliver mig, der står i forretningen alene. Jeg åbner muligvis i de nye lokaler i næste uge - men det bliver i hvert fald inden for de næste 14 dage, siger han og understreger, at der vil være åbent i de nuværende lokaler, lige indtil han slår dørene op på den anden side af gaden.

PostNord, UPS og DHL, som han har som samarbejdspartnere i sin pakkeshop, rykker med i den nye forretning. Den kommer til at holde åbent fra 9-18 mandag til lørdag.

For en sikkerheds skyld vil jeg lige passe på. Jeg har tidligere haft et alkoholproblem, og kroppen er ikke, hvad den har været.

Mikkel Gottfredsen