Babydrabssagen: Nu falder dommen

Efter at det i september 2022 var kommet frem, at den lille pige var død af sine mange kvæstelser, lagde folk blomster ved statuen Pelikanen i Holeby. Arkivfoto: Jan Knudsen

I formiddag afsiger Retten i Nykøbing dom i sagen, hvor et ungt forældrepar er tiltalt for manddrab på deres seks uger gamle datter.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Skyldige eller ikke skyldige? Det spørgsmål afgør tre juridiske dommere og seks nævninge i formiddag i sagen om en blot seks uger gammel piges død i september 2022.

Pigen havde fem kraniebrud, mindst 14 ribbensbrud, ligesom begge hendes lårben og skinneben var brækket. Pigen havde også flere andre skader, og anklagemyndigheden mener, at det er forældrene - enten i forening eller i fælles forståelse - der har klemt, slået, trukket, kradset, vredet, rystet eller på anden vis påført hende skaderne.

Forældrene - en 21-årig kvinde og hendes 23-årige mand, der er papfar til pigen - er derfor tiltalt for manddrab og til dels medvirken hertil. De nægter sig skyldige, men har fortalt, at pigen ikke på noget tidspunkt var alene med andre end dem.

Læs også: Overraskende drejning i babydrabssagen: Er bange for faderen

Da det er en nævningesag, foregår det på den måde, at retten først tager stilling til skyldsspørgsmålet. Findes de tiltalte skyldige, skal anklager Siw Olsen og forsvarerne Mariann Jørn Hansen og Lonnie Kromann Nielsen dernæst procedere, hvad de mener straffen bør være.

Skyldsspørgsmålet afgøres klokken 11.