Der sker ikke en dyt: "Måske skal skatten hæves"

Sådan så der ud foran Mona Nielsens hus torsdag formiddag. Vandet fra kælderen blev langsomt, men sikkert suget op på Jersievej og ned i kloakken. Foto: Anna C. Møhl

Chef for Park og Vej appellerer til, at borgerne hjælper til, så længe vandmasserne dækker veje og marker.

Offentliggjort Sidst opdateret

HOLEBY: Det kan ikke nytte noget, at vores kældre fyldes med vand. Men der er ikke sket en dyt.

Sådan siger Henrik Pedersen, der bor på Jersievej, hvor vandet oversvømmede veje og kældre onsdag eftermiddag. Hans og genboens kælder blev oversvømmet - igen. Det samme skete i oktober 2023, hvor der var et voldsomt skybrud.

Henrik Pedersen er utilfreds med, at flere af vejristene på Jersievej og de nærliggende villaveje ikke flytter vandet.

- Måske er kloaknettet for lille, og hvis det er, så må skatten hæves, siger Henrik Pedersen.

Hjælp hinanden

Chef for Lolland Kommunes Park og Vej, Kjeld Jensen, kender ikke til problemer med kloakkerne på Jersievej.

Han opfordrer til, at hvis man har kendskab til ineffektive kloakker, skal man give Park og Vej besked.

- Sig det til os. Vi har mange tusinde vejriste, så hjælp os med at lokalisere dem, der skal spules, siger Kjeld Jensen.

Med det tryk, der lige nu er på Park og Vejs medarbejdere, appellerer Kjeld Jensen til, at at borgerne giver en hånd med, hvis de ser, at der ligger blade og sne hen over ristene.

- Fej risten ren, så vi kan hjælpe hinanden, siger han.

Oversvømmet igen

Mona Nielsens kælder tog voldsomme mængder af regnvand ind onsdag eftermiddag.

Beboere i villakvarteret skyndte sig at komme hende til hjælp med dykpumper og gæstfrihed. Hun overnattede hos genboerne Mette og Henrik Pedersen, der også selv kæmpede mod vandmasserne i deres kælder.

Hun opdagede, at vandet strømmede ned ad kælderskakten, da en elektriker var ved at montere nye stikkontakter i hendes kælder.

I oktober 2023 blev hendes kælder ødelagt af vand fra et stort skybrud, og håndværkerne var næsten færdige med reparationerne, da det skete igen.

- Jeg kan forstå, at kloakkerne kan have svært ved at følge med, når der er skybrud, men at regn kan oversvømme hele vejen og vores kældre, er ikke rimeligt, siger Mona Nielsen.