Færge-kaos: Derfor bliver der ikke sat reservefærge ind

Arkivfoto: Jan Knudsen

Rune Bang Karstoft, der er konstitueret overfartsleder, fortæller, at der ikke er en reel mulighed for at sætte ny færge ind i sejladsen mellem Lolland og øerne, selvom man fredag formiddag kun har én ud af tre færger til rådighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et sandt færge-kaos har fredag ramt sejladsen mellem Lolland og øerne Fejø, Femø og Askø.

I forvejen er "M/F" Christine" ude af drift, og tidligt fredag morgen skrabede "M/F Askø" bunden og var derfor også midlertidigt ude af drift.

Konstitueret overfartsleder hos Lolland Færgefart Rune Bang Karstoft fortalte fredag formiddag, at man afventede myndighederne, før "M/F Askø" kunne komme i drift igen.

- Der er ikke sket noget farligt. Det er lavt vand, vi sejler i, og så har vi skrabet sandbunden. Det er ren procedure og lovmæssigt, at myndighederne skal komme at kigge på færgen og frigive den, før den kan genoptage sejladsen. Der er ikke sket noget med skibet eller besætningen, fortæller han.

Ofte skal en dykker ned at kigge på bunden, men Rune Bang Karstoft forklarer, at det er en vurderingssag fra gang til gang.

- Hvis man kan se det indefra, kan man nøjes med det, fortæller han.

Sidst på formiddagen kom meldingen, om at færgen ville genoptage driften klokken 11.10.

Angående "MF Christine" fortæller den konstituerede overfartsleder, at reparationen formentligt begynder allerede fredag.

- Reservedelen lander i dag, forventer vi, og så begynder vi at montere den med det samme. Lige indtil vi ved, hvor besværligt det er og hvor mange test, der skal laves, holder vi fast på, at den er ude af drift resten af ugen. Men vi håber på, den er klar hurtigere og melder ud, når vi er helt sikre, fortæller Rune Bang Karstoft.

Ingen mulige afløsere

At gå fra tre til kun én færge i drift giver naturligvis store udfordringer.

Oppe på land ligger faktisk en fjerde færge, "M/F" Smålandshavet", som tidligere har fungeret som reservefærge, og som i øvrigt er til salg. Men den er ikke en mulighed, forklarer Rune Bang Karstoft.

- Den har ligget oplagt længe. Det er et større arbejde at få den i drift, men det kunne have lettet meget, hvis den kunne sejle, siger han og forklarer, at det heller ikke bare lige er muligt at låne en færge andetsteds.

- Så skal vi snakke med andre rederier, der kan undvære en færge, og umiddelbart ligger der ikke lige en færge et sted, der passer i vores færgelejer. Vores sejladsforhold er besværliggjort af lav vandstand, så jeg tror ikke, muligheden for at finde en færge er stor, siger den konstituerede overfartsleder.

Folk, der har købt periodekort og årskort, får ikke det, de har betalt for i øjeblikket. Er der mulighed for at få kompensation?

- Det er ikke noget, vi har taget stilling til. Men en opfordring må være at henvende sig til vores færgekontor, så vi kan tage den konkret der. Så kan vi godt vurdere det fra person til person, lyder det fra Rune Bang Karstoft.