Privatskole har kæmpe succes med unge gårdvagter

Klokken har ringet ud til frihed i solen. På legepladsen kravler piger og drenge rundt som små akrobater, og på multibanen bliver der kæmpet om enhver bold. I 20 minutter kan de give den gas, men også nemt komme til at slå sig eller blive uvenner midt i legen. 

De seneste måneder har skolens normale gårdvagter fået en hjælpende hånd. Skolens lærere og pædagoger, som har gårdvagten, går ikke længere alene rundt. Nu er der også to udskolingselever i neongule overtræksveste.

- Vi havde set på erfaringerne fra andre skoler, hvor det har været en succes, og i samarbejde med elevrådet valgte vi at afprøve idéen, fortæller Helle Frederiksen fra Sankt Birgitta Skole i Maribo.

Alt for mange ville være med

Elevrådsformand Alexander Vium Bruun har arbejdet målrettet på at få ordningen op at stå, fortæller Helle Frederiksen, og det viste sig også hurtigt, at tilbuddet var en succes.

Egentlig var det tanken, at de nye juniorgårdvagter skulle være et tilbud for elever fra 7. til 9. klasse, men der var så mange tilmeldinger, at 7.-klasserne må vente. De vil dog langsomt blive sluset ind, når 9.-klasserne begynder på eksamen.

Juniorgårdvagterne har fået et kursus, inden de blev sluppet ud blandt de yngre elever, og et af deres fokuspunkter er at styrke fællesskabet og trivslen blandt de yngre skoleelever. Det handler eksempelvis om at hjælpe elever, som går alene rundt, så de finder nogle at lege med.

Vil gerne gøre en forskel

Evalueringer viser, at eleverne i de små klasser sætter stor pris på de nye gårdvagter.

- De føler, at de unge gårdvagter forstår dem bedre, og de føler sig mere trygge ved at gå til dem, fordi de synes, at de er bedre til at sætte sig ind i konflikterne, forklarer Helle Frederiksen.

En af de unge gårdvagter er Karoline Tesgaard-Jørgensen fra 9. Grævling.

- Jeg har altid godt kunnet lide at gøre en forskel, og altid stå lidt ud og gøre noget, alle måske ikke gider. Og så synes jeg egentlig bare, det er fedt at komme lidt væk fra skolen og hjælpe nogle børn. Komme ud og få frisk luft og lidt frihed, fortæller hun.

Det med at gøre noget, som ingen andre gider, holder ikke med juniorgårdvagterne, hvor tilslutningen har været stor, men Karoline ved også, at der er behov for dem.

Hendes mor er ansat på skolen, og gennem hende har hun hørt, at skolens personale godt kunne bruge assistance i frikvartererne.

Hyggeligt at gå med en ven

Som juniorgårdvagter tager de sig ikke af de store problemer, men de kan hente en bold, der er røget ud på vejen, trøste dem, der har slået sig, og binde en masse snørebånd.

- Jeg kan huske, da jeg gik i de mindre klasser, at der tit var brug for hjælp. Der manglede lærere i skolegården, og de var svære at finde, fordi de ofte var i gang med at hjælpe andre, siger Karoline Tesgaard-Jørgensen.

Gustav Pedersen fra 8. Stork er en anden af de nye gårdvagter, og han meldte sig til, så han kunne hjælpe de andre elever. Samtidig giver det også lidt kvalitetstid med gode venner.

- Det er altid rart at kunne hjælpe de yngre, hvis de har brug for hjælp. Hvis man kan gøre det med en ven, så er det jo endnu mere hyggeligt.

Konflikterne kan være svære

Selv om han blot går i 8. klasse, er det ikke generende for ham, at han pludselig har ansvar for nogle yngre elever.

- Man mærker egentlig ikke, at man har et ansvar. De er jo meget gode til at tage imod en, også selvom man ikke er en rigtig gårdvagt. Vi kan eksempelvis hjælpe dem lidt, hvis de har det svært.

Det sværeste for de unge gårdvagter er, når der opstår uvenskaber i skolegården. 

Her kan de pludselig træde ind i en verden, som kan være svær at håndtere for en teenager.

- Vores opgave er at få dem til at blive gode venner igen, og det er ikke altid let. Vi prøver at få dem til at tage det med ro, fortæller Gustav Pedersen.

Er konflikten for stor, bliver der hentet en af de voksne gårdvagter. De opgaver er heldigvis sjældne.

Skidt når vejret er dårligt

Juniorgårdvagterne får i stedet mødt de yngre elever, som de måske ikke kender så godt.

- Vi kommer rundt på skolen og møder alle børnene. På den måde kan vi lære dem mere at kende. Ofte kender vi ikke særlig mange af børnene, fordi vi jo sidder i klassen meget af tiden, mens de fleste er til frikvarter. Så det er rart at komme ud og lære dem at kende og snakke med dem, siger Karoline Tesgaard-Jørgensen.

Det lyder som totalt win-win for alle, men sådan er det selvfølgelig ikke altid.

- Når det er koldt og dårligt vejr, og man bare går og fryser, er det ikke så hyggeligt, slår hun fast.

Heldigvis er det nu blevet forår.