Guldborgsund

Marielyst set ovenfra. Vest for byen har Guldborgsund Kommune opkøbt større arealer landbrugsjord med henblik på et muligt ferieresort. Foto: Anders Knudsen

Resortplaner rykker frem: Kommune har nu opkøbt 87 hektar ved Marielyst

Efter flere måneders stilhed fortæller borgmesteren og Business Lolland-Falster, at der fortsat arbejdes intensivt med investorer og operatører frem mod informationsmødet i juni.

Offentliggjort
Borgmester Simon Hansen (S) fortæller, at Guldborgsund Kommune nu har opkøbt 87 hektar jord til resortplanerne ved Marielyst og fortsat er i dialog med potentielle investorer og operatører. Arkivfoto: Michael Patrick Larsen

Efter flere måneders stilhed er der igen nyt i sagen om de store resortplaner ved Marielyst.

Guldborgsund Kommune har siden vinter købt yderligere 20 hektar jord i området vest for Marielyst og råder nu over i alt 87 hektar, som skal bruges til planerne om et nyt ferie- og oplevelsesområde.

Samtidig fortæller både borgmester Simon Hansen (S) og Business Lolland-Falster, at dialogen med potentielle investorer og operatører fortsætter frem mod informationsmødet 8. juni.

- Der bliver arbejdet intensivt med dialog med forskellige mulige store operatører for at se, om man kan finde det rigtige match, siger Simon Hansen til Folketidende.

Ifølge borgmesteren er der fortsat dialog med en række aktører, men der er endnu ikke fundet en endelig operatør eller investor til projektet.

- Det vigtigste er, at det lykkes med det rigtige projekt. Så må vi have den tålmodighed, det kræver, siger han.

Har købt mere jord

Kommunens jordopkøb ligger vest for Bøtø Ringvej mellem Marielyst Golfklub og Marielyst Strandpark. Arkivfoto

Da planerne blev offentliggjort i januar, havde kommunen opkøbt omkring 67 hektar jord og ejendomme i området mellem Marielyst Strandvej og Bøtø Ringvej.

Nu er tallet steget til 87 hektar.

- Nu har vi i hvert fald købt det, som vi mener er nødvendigt for at kunne realisere projektet, siger Simon Hansen.

Området er allerede udlagt til ferie- og oplevelsesområde i kommuneplanen, og næste store skridt bliver ifølge kommunen en lokalplan, når et mere konkret projekt ligger klar.

Flere operatører i spil

Center Parcs har tidligere været nævnt i forbindelse med resortplanerne ved Marielyst. Simon Hansen bekræfter, at Center Parcs tidligere har været inde over processen, men han vil ikke sige, om de også er blandt de aktører, der aktuelt tales med.

- Det er rigtigt, at Center Parcs tidligere har været inde over i processen, siger Simon Hansen.

Ifølge borgmesteren foregår der nu dialog med en bredere kreds af mulige investorer og operatører.

- Lige nu er vi i dialog med en række aktører, men jeg vil ikke komme ind på, hvem der er med i den her omgang, siger han.

Hos Business Lolland-Falster fortæller direktør Mikkel Wesselhoff også, at der arbejdes med flere spor.

- Vi arbejder med mange forskellige operatører og investorer. Det kan jeg ikke rigtig tale videre om, siger han.

Han oplyser dog, at dialogen både omfatter danske og udenlandske aktører.

Retninger

Direktør Mikkel Wesselhoff fra Business Lolland-Falster siger, at der fortsat er positiv dialog med både danske og udenlandske aktører om resortplanerne ved Marielyst. Foto: Ingrid Riis

Mandag 8. juni inviterer kommunen, Business Lolland-Falster og udviklingspartnerne til informationsmøde på Hotel Nørrevang i Marielyst.

Her bliver der dog ikke tale om færdige skitser eller konkrete byggeplaner.

Ifølge Mikkel Wesselhoff skal mødet i stedet give borgerne indblik i de tanker og scenarier, der arbejdes med.

- Vi kommer til at præsentere nogle retninger. Det afhænger stadig af, hvilken type operatør og investorer der ender med at blive en del af projektet, siger han.

Han fortæller samtidig, at der fortsat er positiv dialog med både danske og udenlandske aktører.

- Vi har endnu ikke fået nogen indikationer på, at det ikke skulle blive til noget, siger Mikkel Wesselhoff.

Vil overbevise skeptiske borgere

Resortplanerne har været diskuteret i Marielyst i årevis, og flere tidligere projekter er strandet undervejs. Derfor mødes planerne også med skepsis blandt nogle borgere.

Det er både Simon Hansen og Mikkel Wesselhoff bevidste om.

- For mig er det her noget af det mest seriøse, vi har arbejdet med i det her partnerskab. Projektet er gået ind i en langt mere seriøs fase end tidligere, siger borgmesteren.

Mikkel Wesselhoff forstår godt, at mange lokale efterhånden skal se projektet tage form, før de for alvor tror på det.

- Det er derfor, vi holder informationsmødet nu. Vi vil gerne være så transparente som muligt og give folk mulighed for at stille spørgsmål og få en reel samtale om projektet, siger han.

Informationsmødet finder sted mandag 8. juni klokken 16.30 til 18 på Hotel Nørrevang i Marielyst.