Lolland Kommune er klimaduks
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Har sparet 53,5 millioner driftskroner ved at bruge 15 millioner kroner.
LOLLAND Tilbage i Lolland Kommunes allerførste borgmesters tid - Stig Vestergaards - skrev kommunen under på en aftale med Danmarks Naturfredningsforening, DN, om at blive Klimakommune.
Det er en kommune, der har en aftale med DN om at reducere kommunens CO2-udledning, altså kuldioxid, hvert år.
Aftalen, der løber frem til år 2025, omfatter udvalgte kommunale ejendomme samt dieselforbruget hos Park og Vej, og Lolland Kommune har allerede opfyldt det erklærede mål for 2025.
- Vi er så "heldige," at vi har revet en lang række kommunale ejendomme ned, så vi er lang forud klimaaftalen, også selv om der kører flere kommunale biler i dag, oplyser formanden for teknisk udvalg, Gert Mortensen (S).
Kommunens sektor for Service og Bygninger har udarbejdet den årlige kortlægning af CO2-emissionen for 2018 for at kunne følge op på den indgåede Klimakommuneaftale om en årlig reduktion af CO2-udslip på tre procent.
Den samlede CO2-emission fra de omfattede ejendomme er for år 2018 opgjort til 2.724 tons, hvor målet var 2.899 tons i 2025, så målet er nået nu. Opgørelsen viser også, at det samlede CO2-udslip er faldet med 2.142 tons sammenlignet med basisåret 2008, hvor der blev udledt 4.866 tons.
Udledningen er udregnet efter DN's vejledning. Det indebærer, at kommunen ikke må medregne, at el-produktionen i dag er langt mere CO2-venlig end tidligere. Derfor er den reelle CO2-emission i dag markant mindre, end hvad kommunens tal fortæller.
Der er nu 70 kommunale ejendomme tilbage, som er omfattet af aftalen med DN, og de vurderes til at udgøre knap 60 procent af det samlede antal opvarmede kvadratmeter i Lolland Kommunes ejendomme.
Reduktionen af energiforbruget har bare i 2018 sparet Lolland Kommune for 8.952.087 kroner i forhold til basisåret.
Samlet set har de forskellige energiforbedrende tiltag medført en akkumuleret driftbesparelse på 53.441.120 kroner i forhold til 2008.
Den samlede investering i energibesparende foranstaltninger for hele perioden er kun løbet op i cirka 15 millioner kroner.
Besparelserne på energiforbruget er, udover de energibesparende foranstaltninger, fremkommet ved især nedrivning.
Selv om målet er nået, fortsætter indsatsen, da aftalen fortsat indebærer, at kommunen skal sænke CO2-emissionen med tre procent årligt.
Teknisk udvalg har sendt sagen videre til økonomiudvalget til orientering.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie