Medlemmerne svigtede: Forening lukker efter 58 år

Bevaringsforeningen Sydlollands Kulturminder har gennem årene råbt højt, når der var behov for at passe på byens smukke bygninger. Her er det tidligere formand Poul Rasmussen, som i 2020 var ude og kæmpe mod forfald i byen. Arkivfoto: Jan Knudsen

Det er slut med at passe på de sydlollandske kulturminder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 15. marts var det 58 år siden, at Bevaringsforeningen Sydlollands Kulturminder blev stiftet, men foreningen nåede ikke meget mere end den fødselsdag. På en ekstraordinær generalforsamling 2. april blev den nedlagt.

Foreningen har faktisk fungeret godt, men medlemmerne er faldet fra, uden nye er kommet til.

Jørgen Iversen

Det skete efter nogle år, hvor den havde kørt på pumperne. Allerede i september 2021 var den ved at blive lukket, dengang fordi der manglede folk til bestyrelsen. Det blev klaret på en ekstraordinær generalforsamling. Denne gang var der ingen redning.

- Vi har oplevet en vigende interesse gennem årene fra medlemmerne, og især siden corona-pandemien har vi haft det svært, fortæller Jørgen Iversen, der blev foreningens sidste formand.

43 satte det hele i gang

Da Bevaringsforeningen Sydlollands Kulturminder blev stiftet på Hotel Rødby i 1967, var det målet, at den skulle hjælpe med at værne om byens gamle bygninger, bybilleder og lignende. Det hele begyndte med 43 medlemmer og skoleinspektør Vagn O. Bjerre som formand, og i de kommende mange år var foreningen i konstant vækst.

Jørgen Iversen fra Errindlev blev foreningens sidste formand. Arkivfoto: Claus Hansen

I de senere år har bevaringsforeningen især koncentreret sig om ture og foredrag, men tidligere formand Poul Rasmussen har været en markant stemme for bevaring af Rødbys historiske bygningsarv.

- Foreningen har faktisk fungeret godt, men medlemmerne er faldet fra uden nye er kommet til, forklarer Jørgen Iversen.

Dyrt med tomme pladser

Det skyldes ikke uvilje mod foreningen, at der er blevet færre, som betaler kontingent, mener den sidste formand. Det har primært været resultatet af, at medlemmerne har en høj alder, og mange er simpelthen gået bort, de senere år. Siden foreningen var ved at lukke i 2021, har den mistet omkring 75 medlemmer.

For bestyrelsen har det også været svært at finde de arrangementer, som der var stor opbakning til. For hvis folk skulle holde fast i medlemskabet, var det nødvendigt med gode tilbud.

Det er ikke noget, som vi tidligere har drøftet i bestyrelsen, og vi har heller ikke fået en henvendelse fra Sydlollands Kulturminder.

Terkel Jakobsen

- Vi har haft nogle velbesøgte foredrag og ture, men der er kommet færre folk, når vi har arrangeret noget. Især er det problematisk, når vi har lavet heldagsture, for der er de tomme pladser dyre i en lejet bus, slår Jørgen Iversen fast.

Den tilbageværende formue bliver brugt på en sidste tur, som vil blive lavet i løbet af forsommeren, og når den er overstået, vil kapitlet om bevaringsforeningen være helt lukket.

Vil måske udvide foreningen

Måske er der dog håb for, at folk med interesse for bevaringsværdige kulturminder kan samles under en anden paraply.

I Maribo dækker byens bevaringsforening allerede det, som den kalder for "by og land" i sit navn, og da Folketidende får fat i formand Terkel Jakobsen, er han ikke afvisende overfor at gøre foreningens dækningsområde større.

- Det er ikke noget, som vi tidligere har drøftet i bestyrelsen, og vi har heller ikke fået en henvendelse fra Sydlollands Kulturminder, forklarer han.

Afvisende er han dog langt fra, og når det handler om turismesamarbejdet, er der allerede inspiration at hente. Maribo Turistforening dækker nemlig både Syd-, Midt- og Nordlolland.

- Idéen vil jeg bringe op, når vi inden længe har vores konstituerende bestyrelsesmøde, siger Terkel Jakobsen.