Milliondyr renovering i kreativ løsning: Arbejder på flydende stillads
Lene Vinther Nielsen fra Lolland Kommunes afdeling for kommunale bygninger følger det store arbejde i Nakskov Svømmecenter. Foto: Marianne KnudsenMarianne Knudsen, FT
Det komplicerede arbejde med at udskifte loftsplader og belysning i svømmecenter er i fuld sving.
NAKSKOV: Hvis der lige ses bort fra den forgange weekend, er der vist mange danskere, der føler, at de holder efterårsferie i stedet for sommerferie i år.
I Nakskov Svømmecenter glæder man sig dog over den kølige og overskyede sommer, for der er fuld tempo på det omfattende og komplicerede arbejde med at udskifte loftsplader og belysning over svømmebassinerne.
- Elektrikere og tømrere arbejder i en højde af cirka 7,5 meter over bassinkanten, og der kan altså blive varmt under loftet, uddyber energileder i Lolland Kommune, Lene Vinther Nielsen , der følger arbejdet.
Man kan ikke bare tømme vandet ud af svømmebassinerne, for så vil først den ene klinke og så den ved siden af begynde at springe af, forklarer hun.
Der er derfor opstillet en kæmpe, flydende stilladskonstruktion over det store bassin, hvorpå håndværkerne arbejder.
Annonce
Får også ny belysning
Loftet udskiftes, fordi loftpladerne oprindeligt er produceret med fejl, og arbejdet presser sig på nu for at undgå, at loftspladerne simpelthen falder ned.
Belysningen udskiftes ved samme lejlighed, så de svømmende får en bedre lysoplevelse, og kommunen sparer penge på udgiften til strøm, oplyser Lene Vinther Nielsen.
Inspiration fra Kronborg
Den kreative løsning på stilladsudfordringen kom fra det store stilladsfirma, Dansk Stillads Service A/S, der har filial i Nørre Alslev med 30 ansatte montører.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Stilladskonstruktionen flyder på store tønder i bassinet og begrænser derved trykpåvirkningen på konstruktionen under bassinet og øvrige arealer i hallen. Foto: Marianne KnudsenMarianne Knudsen, FT
- Det har været en spændende opgave fra start, og vi tænkte, at en flydeløsning for stilladset måtte være vejen at gå, og vi har så haft et stort planlægningsarbejde sammen med Byggefirmaet Sv. Iversen, Nakskov, som er entreprenør på opgaven, fortæller afdelingsleder i Nørre Alslev, Mark Lauersen.
Hvor fik I ideen til flydestilladset fra?
- Vi har før haft stilladser i voldgrave ved slotte, men der foregår det jo udendørs. Det her er først gang, at vi prøver det indendørs, og i Nakskov bruger vi så vores erfaring fra Kronborg, fortæller Mark Lauersen.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Annonce
Opgaven i Nakskov Svømmecenter har været spændende fra start, forsikrer Mark Lauersen, der er afdelingsleder i Dansk Stillads Service A/S i Nørre Alslev. PrivatfotoPrivatfoto
Stillads kan flyttes
Det tog ti dage at opstille stilladset, hvilket også var forudsat i udbudsmaterialet, og Dansk Stillads Service har haft mellem fem og ti mand på opgaven, alt efter, hvor mange der nu var brug for.
Løsningen, der er fundet frem til, er en stilladskonstruktion, der flyder på store tønder i bassinet og derved begrænser trykpåvirkning på konstruktionen under bassinet og øvrige arealer i hallen.
Det her er først gang, at vi prøver det indendørs, og i Nakskov bruger vi så vores erfaring fra Kronborg.
Mark Lauersen
Stilladset kan også flyttes frem og tilbage i bassinet i forhold til planlagte etaper i projektets tidsplan.
Koster 3,3 millioner
Det er de ti år gamle, støjdæmpende loftplader i Nakskov Svømmehal, der udskiftes nu - og udgiften har vist sig at være markant dyrere, end hidtil antaget. Regningen er steget fra 1,6 millioner kroner til 3,3 millioner kroner.
Årsagen til den højere regning er, at der skulle sættes stillads op, og bassinet måtte dækkes af.
Nakskov Svømmecenter forventes at genåbne 25. august.