OK får medhold i strid om ny belægning på tankstation

belægningen her er ikke god nok, mener Lolland Kommune. Men Planklagenævnet har nu ophævet det påbud, kommunen gav til OK. Foto: Palle Nevad Frandsen

Lolland Kommune har påbudt OK at lægge en ny belægning på tankstationen i erhvervsparken. Men OK nægter og har nu fået medhold i klage.

Offentliggjort Sidst opdateret

På rådhuset var der glæde, da OK besluttede at bygge en ny benzintank i Maribo. Nu var den første grund i Lolland Erhvervspark solgt.

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) var også med til at tage det første spadestik, og da tankstationen åbnede 31. januar 2022, ønskede han til lykke ved at køre sin Tesla en tur gennem bilvasken på stedet.

Men ikke længe efter blev forholdet mellem OK og kommunen mere køligt. En uges tid efter åbningen kom kommunens teknik- og miljømyndighed nemlig på inspektion, og fokus var blandt andet på belægningen.

Når man hælder diesel på sin Dodge eller benzin på Bentleyen, kan det nemlig hænde, der ryger et par dråber på jorden. Derfor er der skrappe krav til belægningen på tankstationer, og kommunen havde også selv stillet krav i den lokalplan, der gælder for området. Af hensyn til grundvandet skal belægningen være tæt, står der, ligesom det kræves, at der er et fald, som leder regnvand - og brændstof-dryp - til et afløb med "kontrolleret afledning".

Men belægningen lever ikke op til kravene i lokalplanen, mener kommunen. Der, hvor man tanker, er der ganske vist lagt et lag beton, men ude omkring - på kørearealet og parkeringspladserne - ligger der colocsten, som er fuget med sand. Og den belægning er ikke tæt, mener kommunen, som vurderer, at der kan ske nedsivning i fugerne - dels sandfugen rundt om betonbelægningen og dels sandfugerne mellem colocstenene. Derudover mener kommunen ikke, at belægningen er lagt med det rette fald.

Mangler præcision

OK mente dog ikke, kommunen havde noget at klage over, så benzinselskabet afviste at ændre belægningen. Der strandede dialogen, så i sommeren 2023 gav kommunen et påbud: Belægningen skal lovliggøres, så den lever op til kravene i lokalplanen.

Det påbud ville OK dog ikke acceptere, så benzinselskabet klagede til Planklagenævnet. I klagen påpegede OK, at der ikke står noget i lokalplanen om, hvilken type belægning, der skal være, blot at den skal være tæt. Og den belægning, OK har lagt, er anerkendt af miljømyndighederne - den følger nemlig benzinstationsbekendtgørelsen, mener OK.

Om belægningen lever op til miljømyndighedernes krav kan Planklagenævnet dog ikke forholde sig til. Til gengæld kan nævnet vurdere, om belægningen er i strid med lokalplanen - og det er den ikke, lyder konklusionen. Eller som der står i afgørelsen:

"Planklagenævnet finder, at formuleringen i lokalplanen (...) ikke har den fornødne klarhed og præcision til, at der med tilstrækkelig sikkerhed kan konstateres, at belægningen i form af colocsten med fuget sand er i strid med bestemmelsen. (...) Planklagenævnet finder på den baggrund, at forholdet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen (...) og derfor ikke kræver dispensation."

Videre konkluderer nævnet, at kommunen derfor ikke har haft hjemmel til at give påbuddet, som nævnet derfor ophæver. Den afgørelse glæder OK, som i en e-mail til Folketidende skriver:

"Vi er tilfredse med, at Planklagenævnet har givet medhold. Vi står inde for den valgte belægning, som er anerkendt af miljømyndighederne jævnfør benzinstationsbekendtgørelsen."

Vi står inde for den valgte belægning.

OK