Potensen falder og kroppen går i forfald: Søren gør op med mandeproblemet

Ifølge Søren Marquardt Frederiksen gør det noget ved selvfølelsen, når man mærker, at man mister sin attraktion. Arkivfoto: Jan Knudsen

Søren Marquardt Frederiksen har skrevet en bog om den midaldrende mand Simon, som oplever kroppen gå i forfald, potensen falde og usynligheden sætte ind.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han har mærket det i sig selv, og han har registreret det hos andre mænd.

Mænd bliver stille, når de bliver gamle.

- Jeg har ikke længere så mange udadvendte projekter, som jeg havde, da jeg var yngre. Jeg har vendt livet indad, så det mest handler om at skrive bøger, og jeg må indrømme, at det går mig lidt på. Jeg føler mig mindre dynamisk, siger Søren Marquardt Frederiksen.

Mænd stopper med at begære og drømme

Ifølge ham hænger midaldrende mænds indadvendthed sammen med alderstegnene, som sætter ind midt i livet. Kroppen falmer, og potensen falder. Det får de midaldrende mænd til at trække sig ind i sig selv, som snegle trækker sig ind i deres hus, som han skriver på bagsiden af sin nye roman, "Manden der forsvandt".

- Jeg har for eksempel en ven, som er tryllekunster. Han plejede blandt andet at få kontakt til sit publikum ved at flirte lidt med nogle af de kvindelige publikummer, men han kan ikke længere få den kontakt, fortæller forfatteren.

Han tror, at det er noget, som de fleste midaldrende mænd - og kvinder for den sags skyld - oplever:

- At de bliver usynlige, når de ikke længere er ligeså attraktive.

Ifølge forfatteren får det midaldrende mænd til at stoppe med at begære og drømme, men samtidig også frygte for at miste kontrollen over deres liv.

Overgiver sig til kropslig og mental opløsning

I Søren Marquardt Frederiksens nye roman er hovedpersonen, Simon, en livsglad mand. Han tager alene på sommerferie og drømmer om sanselige glæder og mentalt velvære. Men i sin optimistiske søgen efter feriefornøjelser oplever han små benspænd, ubekvemme ærgrelser, pludselige øjeblikke af lede, autonome kropsdele og de første tegn på apopleksi. Det får Simon til at kæmpe for at bevare sit gode humør, men han må overgive sig til sin kropslige og mentale opløsning.

Selv forsøger Søren at kæmpe imod. Ikke alderen, men det, alderstegnene gør ved ham.

- Midaldrende mænd har en hang til at stille sig tilfreds, blive mere ængstelige og mindre eventyrlystne.

Han og hans kone har derfor sat deres sommerhus på Sydvestlollands kyst til salg.

- Så vi bliver frisat til at tage på nye eventyr i stedet for at tage i sommerhuset i Næsby sommer efter sommer, forklarer han og tilføjer:

- Jeg ser frem til at blive tvunget på eventyr.

Kort om forfatteren:

Søren Marquardt Frederiksen er cand.mag. i litteraturvidenskab og forfatter til en række anmelderroste bøger om journalistik og retorik. Han har undervist på Københavns Universitet i 20 år og i en årrække arbejdet som kulturjournalist på blandt andet Kristeligt Dagblad, Ekstra Bladet og DR.

Søren Marquardt Frederiksens debuterede som skønlitterær forfatter i 2016 med den historiske krimi Kongens By. Krimien blev rost for sin velresearchede og billedmættede skildring af hverdag og vold på Chr. IV’s tid. "Manden der forsvandt" er hans syvende roman.

Romanen udkommer på Nakskov kulturdag lørdag 31. august. Der er bogreception fra klokken 10 til 18 i pop-up-caféen Marinecaféen, som ligger Vejlegade 9 i Nakskov. Her vil forfatteren byde på et glas vin samt salg af både sin nye roman og sine øvrige bøger.