Sidste dag nærmer sig
Mandag er sidste dag med Reventlow Lille Skole. Foto: Claus Hansen
Claus Hansen
Børnene forsvinder, banken har lukket for kassen, inventar er solgt, lærere søger væk, og afskedsfest er planlagt.
SØLLESTED - Det er lidt svært, for nu nærmer det sig. Tingene er solgt ud, børnene forsvinder stille og roligt, og vi er alle sammen kede af det.
Sådan lyder det, når skoleleder Mette Green gør status over lukningen af Reventlow Lille Skole. Hun fortæller, at elevrådet og støtteforeningen har betalt for, at eleverne fredag skal en tur i Søllested Bio at se film, og at den allersidste dag bliver på mandag, hvor der er afskedsfest.
- Men vi ved ikke, om vi når at blive begæret konkurs inden da, tilføjer hun og fortæller, at banken har lukket for kassen.
Tirsdag solgte skolen ud af inventaret, og det indbragte mere end 10.000 kroner.
- Nogle forældre var gode til at bakke op, og børnene købte en del bøger fra biblioteket, fortæller hun og tilføjer, at der er god brug for pengene.
Hvis skolen skal begære sig selv konkurs, skal den nemlig betale 30.000 kroner for det.
Sådan er der mange ærgrelser og uvisheder, men det er dog faldet på plads, at de tre elever, der skal til afgangsprøve i dansk og engelsk, kan blive ført op af deres vante lærere. Det kommer bare til at ske et andet sted - formentlig på ungdomsskolen.
- Det er der kommet styr på, og det er meget rart. Jeg tror, eleverne er rimeligt rolige omkring det - så rolig, man kan være, når det er en eksamen, bemærker Mette Green.
De mindre elever skal til gengæld videre til andre skoler, og en stor del kommer til folkeskolen i det distrikt, de hører til i.
- De kommer tilbage til deres gamle skoledistrikt. Men de er blevet ældre, så de kommer i en anden afdeling og regner med, at det bliver bedre. Men rigtig mange spørger "Hvornår åbner I den her skole igen?" Så må jeg sige, at det tror jeg ikke, vi kommer til. Men man kan aldrig vide, siger Mette Green.
Hvad angår de ansatte, er de også godt på vej til at komme videre.
- Flere lærer har været til jobsamtaler, og en af pædagogerne har fået job, beretter hun og fortæller, at hun endnu ikke ved, hvad hun selv skal lave.
- Det ved jeg virkelig ikke, men hvis du har et godt tilbud, så sig det! Men jeg tror, de fleste af os lige har brug for at synke den her.
Læs også artiklerne: "Skolen kæmper for sine kolleger" og "Elever kommer fra hele Lolland" fra fredagens Folketidende
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie