Skæve hjerner fik nært farvel

- Vi har gjort, hvad vi kunne, nu må I ud at stå på egne ben, sagde rektor for Celf i Nakskov til studenterne. Foto: Flemming Keith Karlsen

Gæstetaler Mette Rix Krabbe gav de unge htx-studenter tre gode råd.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV De 14 nyudsprungne htx-studenter fra Celf i Nakskov blev lørdag formiddag til deres translokation lovprist af rektor og deres kontaktlærer for at være dejlige, modige, målrettede, specifikke i deres interesser og have skæve hjerner.

- I er en rigtig htx-klasse, konstaterede rektor Charlotte Maegaard Kristiansen stolt og kærligt, da hun holdt tale for de unge, som sad bænket på de to forreste rækker omgivet af forældre, lærere og gæster.

- Jeg er sikker på, at de egenskaber vil bringe jer langt.

Rektor lod også vide, at 3. htx var hendes yndlingsklasse.

- Jeg synes, at jeg kender jer bedre, end jeg ellers plejer at kende eleverne, sagde hun og tilskrev det blandt andet, at hun havde været med klassen på studietur til Barcelona. Noget, som kastede smådrillende anekdoter efterfulgt af smil og grin af sig.

Hun fremhævede også, at de unge var modnet meget under deres tre år på htx, både personligt og fagligt, og mindede dem om betydningen af at turde fejle.

- Det er, når vi fejler, at det uventede opstår, sagde hun og citerede direktøren for Nationalmuseet, Rane Willerslev, for, at "det er guddommeligt at fejle".

- Jeg håber, at I vil være modige og turde fejle. Jeg ønsker jer en god rejse ud i livet.

Årets gæstetaler var Mette Rix Krabbe, medejer af Frederiksdal Kirsebærvin i Harpelunde.

- I står et spændende sted, hvor I er på vej over i en ny fase af jeres liv. Det er altid skræmmende og spændende, når livets faser skifter, sagde hun og kom så med tre kloge råd baseret på to af hendes egne fejlslagne beslutninger i livet, og en beslutning, som hun var stolt over.

Det første råd var: Du skal ikke lytte til de andres råd om, hvad du skal vælge at uddanne dig til eller arbejde med, for deres råd har rod i deres håb for dig og frygt i eget liv. Lyt til dig selv. Det andet råd var: arbejd hårdt, men sørg for også at have det sjovt. For det, du laver i din fritid, tegner også den person, du bliver, og det gælder om at få alle oplevelser med. Det tredje råd var: Du skal turde flytte dig til nye steder geografisk, også alene, turde rejse ud i verden.

Htx-eleverne modtog rådene med en stor klapsalve.

Gæstetaler Mette Rix Krabbe fik de unges fulde opmærksomhed, da hun gavmildt delte ud af egne livserfaringer og reflekterede over egne livsvalg. Foto: Flemming Keith Karlsen
Mia Marie Leonhardsen fik et diplom for at have været en uovertruffen elevambassadør og organisator. Foto: Flemming Keith Karlsen
Kontaktlærer Tina Folmer Larsen kaldte slet og ret 3. htx for "verdens bedste klasse". Foto: Flemming Keith Karlsen
Der blev vist foto af hver enkelt htx-elev, idet de fik deres eksamensbevis i hånden. Foto: Flemming Keith Karlsen
Gustav Havsholm modtog et legat for at have været en seriøs medspiller i timerne og i skolens bestyrelse. Foto: Flemming Keith Karlsen
. Foto: Flemming Keith Karlsen
. Foto: Flemming Keith Karlsen
. Foto: Flemming Keith Karlsen