På Nakskov Gymnasium og HF står borde og stole stadig i hestesko, som i en verden af i går, men kun lidt endnu. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Elever må klare sig virtuelt en uges tid mere.
Rikke Folm BergRikkeFolm Berg
OffentliggjortSidst opdateret
NAKSKOV Hvorfor står dørene ikke på vid gab på Nakskov Gymnasium og HF?
Sådan indledte rektor for Nakskov Gymnasium og HF i går et brev til skolens elever og deres forældre. Her forklarer han, hvorfor eleverne - bortset fra et fysisk fremmøde til terminsprøverne i slutningen af sidste uge - i en uges tid endnu må klare sig med virtuel undervisning.
- Det korte svar er, at Nakskov Gymnasium og HF er i gang med en "gradvis, kontrolleret genåbning", som det hedder i Sundhedsstyrelsens sprogbrug. At lukke alle ind på én gang er hverken gradvis eller kontrolleret, skriver rektor Peter J.O. Rasmussen.
Ifølge ham er det nemlig ikke gjort med hjælp af ekstra rumdelere og tilstrækkeligt med værnemidler. Der skal mere til, før gymnasiet kan lukke afgangseleverne ind i klasselokalerne.
Øvelsen med at åbne et mindre gymnasium sundhedsmæssigt forsvarligt er ekstra vanskelig, påpeger både rektor og uddannelsesleder. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Udtænkt til store skoler
Annonce
Rektor påpeger dog, at skolen uden videre kan indfri en del af sundhedskravene. Der er for eksempel håndvaske nok, ligesom det er lykkedes at få fat i et stort parti håndsprit. Men det ufravigelige krav om to meters afstand mellem eleverne og kravet om, at eleverne skal forblive i samme rum, mens kun lærerne må cirkulere, gør det vanskeligt.
For eleverne på gymnasium og hf bliver ikke kun undervist klassevis, men i hold på tværs af klasser.
Det betyder, at ikke blot kræver afstandskravet meget plads og opdeling af klasser i flere lokaler. På et franskhold bestående af for eksempel syv elever fra både 3.a, 3.b. og 3.c, skal undervisning ske i tre forskellige lokaler. Det betyder i praksis, at én fransklærer ville skulle pendle mellem tre forskellige rum med ganske få elever i hvert rum. I værste fald kan en elev risikere at skulle sidde helt alene i et klasserum, hvis ingen andre fra klassen har samme valgfag.
Ifølge uddannelsesleder Lars Christensen er især de mindre gymnasier med mange små valghold udfordret i planlægningen og skemalægningen af undervisningen.
- Vi har en stærk mistanke om, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer er lavet med tanke på store skoler, siger Lars Christensen.
Derfor valgte gymnasiet at afvente præcisering af de retningslinjer, der kom fra Undervisningsministeriet op til genåbningen - der ligesom for vuggestuer, børnehaver og folkeskoleklasser fra 0. til 5. klasse - kunne ske fra 15. april og frem. Den præcisering er netop kommet, og den betoner, at der skal ske fysisk undervisning af elever i 3.g og på 2.hf.
Så uanset at det også fremgår af Undervisningsministeriets retningslinjer, at genåbning først skal ske, når lederen ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer vurderer, at ophold for eleverne på institutionen er sundhedsmæssigt forsvarligt, så skal løsninger altså findes. Det betyder, at fra på mandag i næste uge vil afgangseleverne på Nakskov Gymnasium og HF begynde at modtage fysisk undervisning på gymnasiet i stedet for kun virtuelt derhjemme.
- For at det kan lade sig gøre, vil vi lade 3.g'ere og 2.hf'er komme på skift, så 3.g'erne er på skolen den ene dag og hjemme den næste, og modsat for 2.hf'erne, fortæller Lars Christensen.
Heller ikke den løsning er dog uden bøvl. For eleverne kan kun blive undervist fysisk af en lærer i fællesfagene, mens de i valgfagene fortrinsvist fortsat vil blive undervist virtuelt. Det indebærer, at eleverne skal ind på skolen i nogle moduler af dagen og hjem i andre.
- Det kan kun lade sig gøre for elever med kort transporttid, påpeger Lars Christensen.
Annonce
For de elever, der ikke har det, vil skolen gøre det muligt at blive på skolen og modtage virtuel undervisning dér.
- Det er lidt rodet det hele, og det muliges kunst, siger han.
Rektor Peter J.O. Rasmussen har i den forløbne uge fået henvendelser fra forældre, der har undret sig over, at Nakskov Gymnasium og HF efter deres opfattelse åbnede for lidt. Men han har også fået henvendelser fra forældre, der bekymrede sig over, om skolen nu kom til at åbne for meget.
Ifølge Lars Christensen er der dog ingen tvivl om, at det bliver rigtig godt for eleverne at mødes igen.
- For det sociale betyder rigtig meget for eleverne, og de vil rigtig gerne mødes igen, siger han.
- Det er noget sjovere at lære i fællesskab end alene.
Restriktionerne er omfattende, mener rektor. Han håber, at de snart bliver ophævet, men indtil da bider gymnasiet skeer med dem. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Seneste artikler
Niels ovenpå bronzemedaljerne: - Det bliver svært
NFH vinder første bronze-medaljer: - Bundsolid defensiv præstation
NFH overløber Ikast og snupper DM-bronze
Filmede venner og bekendte: Nu sælges huset, hvor optagelserne blev lavet
Kasper Roug reagerer på regeringsgrundlag: Her ser han Lolland og Falster
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Indsætter togbusser grundet akut sporarbejde
Kunde angreb ansatte i supermarked