Syvårig var til skolekoncert: Lige siden har Clara spillet violin

Clara Hjorth Lau Hansen (i midten) går på Lolland Musikskole og har været på strygerkursus for unge fra hele Norden. Foto: Anna C. Møhl

Clara Hjorth Lau Hansen har været på nordisk strygerkursus, der kulminerede med koncert i Maribo Domkirke.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Da Clara Hjorth Lau Hansen som syvårig kom hjem fra skole efter en koncert, ville hun lære at spille violin.

Skolekoncerten havde gjort så stort indtryk på hende, at hun ville mestre det krævende instrument til perfektion.

Siden da har Clara Hjorth Lau Hansen øvet sig og gået til undervisning. Først på musikskolen i Herlev og så i Maribo, da hun og hendes mor, Vicky Hjorth, for tre år siden flyttede til Lolland.

- Jeg syntes, det lød godt og så fantastisk ud. Et år senere var det mig, der sad på scenen og spillede skolekoncert for min klasse, fortæller 13-årige Clara Hjorth Lau Hansen.

Clara Hjorth Lau Hansen var syv år, da hun var til skolekoncert. Lige siden har hun spillet violin. Foto: Anna C. Møhl

I sidste uge deltog Clara Hjorth Lau Hansen sammen med 89 andre børn og unge fra hele Norden i et strygerstævne, der kulminerede med en koncert i Maribo Domkirke med et stort publikum. Fælles for deltager var, at de alle spiller på strygerinstrumenter som violiner, celloer og bas.

Bedre musikskole

Clara Hjorth Lau Hansen er ked at, at politikerne i byrådet overvejer at skære ned på Lolland Musikskoles tilbud om undervisning i Nakskov og på Fejø.

Maribo Domkirke var fyldt, da børn og unge fra Norden gav strygerkoncert. Foto: Anna C. Møhl

- Musikskolen er bedre, end den jeg gik på i Herlev. Vi holder flere koncerter, og der er meget fællesskab, siger hun.

Clara Hjorth Lau Hansen øver hjemme to dage om ugen med sin mor og går til undervisning på musikskolen tre dage om ugen.

- Jeg vil gerne blive ved med at gøre det, jeg elsker, siger Clara Hjorth Lau Hansen.

Jeg vil gerne blive ved med at gøre det, jeg elsker.

Clara Hjorth Lau Hansen, violinspiller