Var nær lukket efter 25 år: Ny forening redder lokalt foreningshus
Leif Utermöhl fra Lag Sydhavsøerne præsenterer fem af de 15 nye SUP-boards, som den nye forening placerer i Bandholm. Finn Larsen fra Sportsråd Lolland afslører navnene på dem. Foto: Palle Nevad FrandsenFoto: Palle Nevad Frandsen
I Bandholm vil en ny forening hjælpe mere gang i livet på vandet.
For knap en måned siden passerede Havnehuset i Bandholm de første 25 år, men det var lige før jubilæet blev et kedeligt et af slagsen. Foreningen, som drev stedet, blev nemlig nedlagt i august sidste år, og intet tydede på, at foreningerne kunne finde sammen om at drive stedet videre.
Havnehuset vil ikke kun være for de fem foreninger, men for hele byen.
Finn Larsen
Huset blev bygget for at give tre lokale foreninger nye og moderne faciliteter, når deres medlemmer ikke var på vandet. For 25 år siden blev samarbejdet mellem foreningerne hyldet, og der blev lagt vægt på, at tidligere tiders uvenskab nu blot var historie. Siden har ikke alt været fryd og gammen.
Det hele kulminerede sidste år, hvor det så ud til, at det ikke længere var muligt for foreningerne at gå i samme retning. I Sportsråd Lolland hørte Finn Larsen om de dystre prognoser, og satte gang i et redningsprojekt.
Mere end bare et vandsportshus
Med en helt ny paraplyforening er det lykkedes at redde Havnehuset, og beholde alle foreninger som daglige brugere.
Annonce
- Foreningen Lolland Idræt, Kultur og Natur (Lolland IKN) står for den overordnede drift, men under sig har den her i Bandholm fem foreninger som alle har noget med vandet at gøre, fortæller Sportsråds formand Finn Larsen, der også repræsenterer den nye forening.
Diana Leicht Christensen (S) er lokalt byrådsmedlem i Bandholm, og fik lov at døbe to nye kajakker til Bandholm Roklub. Foto: Palle Nevad FrandsenFoto: Palle Nevad Frandsen
Han er også primus motor i foreningen Vand Sport 20, der er en af foreningerne i Havnehuset, hvor der også er bådelav, sejlklub, roklub og den store livredderklub. Gennem kontakt til Knuthenborg, der ejer både havn og hus, er det lykkedes at skabe en ny aftale - og en aftale, som Finn Larsen glæder sig over strækker videre end hidtil.
- Havnehuset vil ikke kun være for de fem foreninger, men for hele byen. Det vil i fremtiden også kunne lånes til eksempelvis møder eller kurser for andre foreninger.
SUP-boards flere steder
I første omgang er målet at foreningerne i fælleshuset samlet skal opnå 200 medlemmer, der beskæftiger sig med vandsport eller sejlads. For at nå det mål har Lolland IKN modtaget penge fra LAG Sydhavsøerne til at indkøbe 60 såkaldt SUP-boards, hvor de første 15 bliver placeret i Bandholm.
De øvrige vil blive placeret ved andre velegnede kyster i kommunen, blandt andet er der planer om Langø og i Nakskov. Til sommer vil foreningen møde op til henholdsvis Onsdagsmarked i Maribo og markedet i Nakskov om fredagen, hvor der vil blive fortalt om vandsportstilbuddene.
Om torsdagen vil der stå instruktører klar ved stranden i Bandholm, og lørdagen vil man ligeledes være klar ved Nakskov, så interesserede kan prøve sporten af. Håbet er at sommerferieaktiviteten kan tiltrække flere unge til sporten.
Kan knytte bånd
Formanden for LAG Sydhavsøerne var torsdag i Bandholm, hvor han døbte de nye SUP-boards.
- De vil sejle i Bandholms farvande, knytte bånd mellem mennesker og steder, og være en del af en lang og stolt tradition for vandsport, lød det fra under dåben.
Annonce
Med kajakkerne er det håbet, at der atter kommer masser af aktivitet i Bandholm Roklub, og Diana Leicht Christensen benyttede lejligheden til også skrive sit navn på nyerhvervelserne. Foto: Palle Nevad FrandsenFoto: Palle Nevad Frandsen
For at få mere gang i aktiviteterne i Bandholm Roklub er der blevet indkøbt to kajakker, som det lokale byrådsmedlem Diana Leicht Christensen (S) fik lov til både at døbe og signere.
Ideelt sted til kajakker
De to kajakker blev døbt henholdsvis Bandholm og Knuthenborg, hvilket passede lokalpolitikeren godt. For de to navne er forbundet tæt gennem historien.
- Området her er ideelt for kajakker og andre vandaktiviteter, og de giver en rigtig god mulighed for naturoplevelser i nærområdet, sagde Diana Leicht Christensen, da hun døbte de to nyerhvervelser.
Der vil være mulighed for at prøve nogle af de mange tilbud i og omkring Havnehuset, når der er åbent hus 24. maj fra klokken 9 til 15.