Det er i sig selv ikke unormalt, at ansatte i ældreplejen oplever vold eller trusler om vold. Men tallet i Lolland Kommune skal stadig nedbringes, mener politikerne. Foto: ArkivfotoPixabay
Arbejdspladsvurdering viser, at hver femte ansat i ældreplejen i Lolland Kommune har været udsat for vold.
Andreas JohansenAndreasJohansen
OffentliggjortSidst opdateret
LOLLAND I oktober 2019 udfyldte størstedelen af de ansatte i Lolland Kommunes afdeling Ældre & Sundhed en såkaldt arbejdspladsvurdering, der skulle se på, hvorvidt arbejdsmiljø, både fysisk og psykisk, levede op til de krav, der er på området.
Overordnet set er langt de fleste i ældreplejen glade for deres job.
De 787 besvarelser, svarende til 84 procent af det samlede antal ansatte på området fraregnet ledere, udtrykte generelt en rimelig mængde glæde ved at gå på arbejde dag efter dag.
"Temaet om det gode og meningsfulde arbejdsliv er nyt i forhold til tidligere APVtrivsel-målinger. Udsagnet 'jeg har arbejdsglæde' besvares med 43 procent (altid), 45 procent (som regel), 10 procent (i nogen grad) og 2 procent svarer (sjældent), står der i den udarbejdede arbejdspladsvurdering, der er lavet på baggrund af svarene fra de ansatte.
Hver femte ansatte i ældreplejen i Lolland Kommune er blevet udsat for vold, viser en arbejdspladsvurdering. Foto: ArkivfotoArkivfoto
Meget vold
Annonce
Der er dog også andre tal i arbejdspladsvurderingen, der får læseren til at rynke brynene.
Adspurgt, hvorvidt de ansatte i Ældre & Sundhed oplever fysisk vold, svarer 20 procent, altså hver femte, at de har været udsat for fysiske overgreb af en eller anden karakter.
I de fleste brancher ville man nok vurdere, at det var et endog meget højt tal, men det er umiddelbart ikke tilfældet blandt folk, der arbejder med ældrepleje.
Det er der en forklaring på, fortæller Charlotte Bredal, arbejdsmiljøkonsulent i FOA, der til dagligt arbejder med at analysere og rådgive om arbejdsmiljø i ældreplejen.
- Det er desværre ikke noget voldsomt højt tal, at hver femte har været udsat for fysisk vold. Forstå mig ret, det er jo et rigtig højt tal, men det adskiller sig ikke markant fra, hvad man ser på landsplan, forklarer Charlotte Bredal.
Arbejdspladsvurderingen spænder over alle Lolland Kommunes medarbejdere i "Ældre og Sundhed". I alt har 787 besvaret spørgsmålene. Foto: Andreas JohansenAndreas Johansen
Flere ældre
Det kan skyldes mange ting, at de ansatte udsættes for fysisk vold. Meget kan dog stamme fra særligt en gruppe ældre, der ikke selv er klar over, hvad deres handlinger er skyld i.
- Generelt set har vi set en stigning af demente beboere, som kan være meget udadreagerende, fordi vi ser en stigning af mængden af ældre generelt. Jeg kan i hvert fald ikke se en tendens til, at de tal falder på landsplan. Det kan jo godt være med til, at flere ansatte oplever fysisk vold, forklarer Charlotte Bredal.
I Lolland Kommunes ældre- og sundhedsudvalg, som blev præsenteret for rapporten baseret på arbejdspladsvurderingen ved et udvalgsmøde mandag eftermiddag, var den fysiske vold også noget, man satte en tyk streg under.
For selv om det desværre er relativt tæt på landsgennemsnittet, så er det for meget, at hver femte bliver udsat for fysisk vold på arbejdspladsen.
Annonce
- Vi har bedt om redegørelsen for at få et indtryk af historien. I forhold til branchen som helhed er tallet ikke så højt, men vi er ved at udarbejde konkrete handlingsplaner for, hvad man kan gøre for at nedbringe det, forklarer Tom Larsen (V), formand for ældre- og sundhedsudvalget i Lolland Kommune.
Det er ikke godt nok
Nu skal der kigges på, hvilke værktøjer og teknikker man kan bruge for at sørge for, både personale og de ældre, der skal passes, trives i deres indbyrdes relation.
Der er mange ting, man kan gøre, som kan hjælpe arbejdsmiljøet i den rigtige retning, forklarer arbejdsmiljøkonsulent Charlotte Bredal:
- Det er ikke acceptabelt, når tallene er så høje, som de er mange steder, og man kan gøre noget for at forbedre arbejdsmiljøet, så færre bliver udsat for vold. Der er adskillige gode værktøjer, som vi kan se virker. Det nyeste er, at Sundheds- og Ældreministeriet er på trapperne med en vejledning på området. Vi kan helt konkret se, at de steder, hvor man arbejder med det, er man meget ofte i stand til at nedbringe tallene betragteligt, forklarer Charlotte Bredal.
For selv om tallet er gennemsnitligt, er det stadig for højt.
- Overfor pårørende og medarbejdere skal vi arbejde på at gøre det tal mindre, selv om det ikke er højere, end det er så mange andre steder i landet. Det skal gøres bedre, udtaler Tom Larsen.
Seneste artikler
Bjørnene indvier deres nye hjem
Lang kø til åbning af butik
Sebastian Harris fik tilfældigt tip før revydebut: Nu står han på scenen som Mick Øgendahl
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Skole får millionhjælp til dårligt indeklima
Mest læste artikler
Familien reddede sig ud af brændende hus
Efter traktorulykke: Her er politiets formodning
34-årig overfaldet på p-plads: Politiet jagter flere gerningsmænd
Gadedør i nyrenoveret ejendom skal tilbage: - Vi kan ikke have cowboyagtige tilstande
Claus Meyer i nyt projekt