Guldborgsund

Nykøbing F. Teater skal renoveres for at få bugt med uholdbare tekniske løsninger og et mangelfuldt køkken. Foto: Jonas Bonde

14 teater-millioner fik Mark O. Madsen til at debutere

En omfattende renovering af Nykøbing F. Teater resulterede torsdag aften i en debuttale i Guldborgsund Kommunes byråd.

Offentliggjort

- Det fungerer, men det er ikke tidsvarende.

Sådan lød det fra Katrine Burmann (S) om Nykøbing F. Teaters køkken-faciliteter undervejs i torsdagens byrådsmøde. Som formand for Kultur-, Fritids- og Folkesundhedsudvalget i Guldborgsund Kommune var det Burmanns lod at informere de andre byrødder om et ønske og en sag til 14 millioner kroner - nemlig en omfattende renovering af Nykøbing F. Teater.

14 teater-millioner

På torsdagens byrådsmøde i Guldborgsund Kommune blev det besluttet at meddele anlægsbevilling samt at frigive et rådighedsbeløb på  14 millioner kroner til renovering og ombygning på Nykøbing F. Teater i 2026.

Renoveringen består af følgende anlægsprojekter: Køkken til 10,42 millioner, en opgradering af publikumsarealer til 1,89 million samt renovering af sceneelevator til 1,2 million og udskiftning af teknik til 500.000 kroner.

Anlægsprojekterne finansieres af afsatte budgetmidler i 2026.

Ud over mursten og teknik

- Det er en relativ stor anlægsinvestering, som jeg vil mene rækker ud over mursten og teknik. Det handler om at sikre Nykøbing F. Teater som et stærkt kulturelt samlingspunkt i vores kommune. Det kunne også være, man skulle have bygget et nyt teater, men nu står vi med et 90 år gammelt teater, som har behov for at blive genopfrisket.

Udvalgsformanden kunne også informere resten af byrådet om, at der aktuelt arbejdes med udarbejdelsen af en helhedsplan, som skal sikre, at der arbejdes langsigtet med at udvikle Nykøbing F. Teater. 

Mad fragtes til teatret

- Køkkenet er i dag et anretterkøkken og er ikke til produktion. Derfor forberedes der mad uden for teatret, og varer bæres af besværlige veje. Det fungerer, men er ikke tidssvarende og er ikke godt nok, lød det fra Katrine Burmann, som ønsker at gå væk fra midlertidige løsninger til holdbare rammer omkring Nykøbing F. Teater.

Det er ikke en luksusrenovering, men en nødvendig investering

Katrine Burmann (S), udvalgsformand

Den ønskede renovering af teatret for 14 millioner kroner dækker således over at skabe plads og kapacitet i køkkenet, mere handicapvenlige forhold samt en opdatering af sceneelevatoren.

- Det er ikke en luksusrenovering, men en nødvendig investering, mente udvalgsformanden.

25.000 sommerrevygæster

De Konservatives Emma Holm bakkede op om anlægsbevillingen og en opgradering af teatrets faciliteter. Hun henviste også til, at teatrets sommerrevy sidste år tiltrak godt 25.000 besøgende.

Og så blev det for første gang tid til, at Guldborgsundlistens Mark O. Madsen tog ordet i byrådssalen i indeværende byrådsperiode.

- Det er jo min debuttale her i byrådet, så det er meget passende, at det er omkring kultur, fritid og folkesundhed. Jeg bemærker som nyt byrådsmedlem, at de her 10,4 millioner kroner til renovering af et køkken, det virker som en meget, meget høj pris, lød det fra Mark O. Madsen.

Han henviste til, at der allerede er afsat 6,5 millioner kroner til næste års renoveringer af Nykøbing F. Teater, og at der således i alt er udsigt til hele 20 millioner kroner renoveringskroner til Nykøbing F. Teater fordelt ud på to år.

Sammenlignede med brydecenter

Mark O. Madsen sluttede af med at sammenligne den aktuelle teaterrenovering med opførelsen af Nordeuropas største brydecenter - nemlig Brydeklubben Thors brydecenter i Nykøbing. Her var der rejsegilde tilbage i 2018.

- Det gjorde man også for cirka 14 millioner kroner dengang. Man kunne måske tage en dialog om, hvorvidt det egentlig er det rigtige at renovere i stedet for at bygge en hal med et nyt teater, lød opfordringen fra Mark O. Madsen.

Renoveringen og ombygningen af Nykøbing F. Teater kan dog nu - uden yderligere dialog - sættes i gang. Der blev således meddelt anlægsbevilling og frigivet et rådighedsbeløb på 14 millioner kroner.