27 millioner finder vej til Sakskøbing

Først var der områdefornyelse, herefter forsøgsordningen Frie Bymidter med statslige millioner og nu trumfer Byrådet i Guldborgsund Kommune med at åbne for nye muligheder for national medfinansiering, som alt i alt lander i 27 millioner udviklingskroner til Sakskøbing.

Man ser borgere til borgermøde på vandrerhjem om Sakskøbings byudvikling
Sakskøbings udvikling er gennem de senere år vendt og drejet ved adskillige borgermøder og workshops. Her er det oktober 2022 på Sakskøbing Vandrerhjem, hvor det blev til mange idéer fra borgerne, som blev præsenteret i en stor masterplan som led i Sakskøbings områdefornyelse. Arkivfoto: Anders Knudsen
Offentliggjort

Det kan være svært at følge med i regnestykket over, hvad der er tilfaldet Sakskøbing af udviklingsmillioner fra den ene og den anden kant i de senere år. 

Men sikkert er det, at puljen til udviklingsarbejde i Sakskøbing nu kan se frem til at vokse med et tocifret millionbeløb. Ikke mindre end 17 millioner kroner forventes at tilfalde byen. 

Det beløb skal lægges til de cirka 10 millioner kroner, som allerede tidligere er lagt i puljen af kommunen. Samlet set kan der altså ske byudvikling for over 27 millioner kroner i Guldborgsund Kommunes næststørste by frem til 2030.

Et rigtig flot beløb

- 27 millioner kroner er et rigtig flot beløb, og de penge kommer til at skabe en stor forandring i Sakskøbing. Det giver grundlag for at løfte nogle gode og spændende projekter, som vi ser meget frem til, siger Jesper Blomberg (M), udvalgsformand for Teknik, Klima og Miljøudvalget.

Udvalgsformanden medgiver, at det kan være noget af en opgave at bevare overblikket over, hvorfra og hvor mange udviklingsmillioner, der i de senere år helt præcist er landet i Sakskøbing.

Først var der områdefornyelsen Sakskøbing Byrum, der oprindeligt officielt udløb i 2024. Her gik en stor del af projektarbejdet og byfornyelsesmidlerne videre over i forsøgsordningen Frie Bymidter, der løber frem til 2030.

- Grunden til, at puljen vokser så betragteligt nu, er, at byrådet har fundet den medfinansiering, som kommunen skal have på plads for at kunne ansøge om det statslige bidrag til projektet Frie Bymidter. Staten betaler 60 procent, mens kommunen selv står for de resterende 40 procent, forklarer Jesper Blomberg.

Pulje vokser markant

Det lander altså i de nuværende 27 millioner kroner. Så stort et samlet beløb er der med andre ord fundet til udvikling af Sakskøbing efter det seneste byrådsmøde, som fik puljen til at vokse markant, da der kunne tilføjes 17 millioner kroner.

- Man har blandt andet taget halvanden million kroner fra en pulje uden medfinansiering, lagt dem over til Frie Bymidter, og derudover har man flyttet 791.000 kroner med fra puljen til områdefornyelse uden for Nykøbing. Med den flytning af cirka 2,3 millioner kroner har man skabt en større medfinansiering af nationale penge. Vi optimerer egentlig bare muligheden for netop at få en større national medfinansiering, lyder forklaringen fra udvalgsformanden på en del af baggrunden for, at der nu kan beregnes et samlet beløb til udvikling af Sakskøbing på imponerende 27 millioner kroner. 

Om udviklingsmillioner

I 2023 godkendte Plan- og Landdistriktsstyrelsen Guldborgsund Kommunes ansøgning om at deltage i forsøgsordningen Frie Bymidter med Sakskøbing by. 

For at gøre brug af det fulde beløb fra statens tilskud, udgør den kommunale medfinansiering på 40 procent et beløb på 7 millioner kroner. 

Den totale pulje til Sakskøbing vil, inklusive det statslige tilsagn, dermed udgøre 17 millioner kroner.

Guldborgsund Kommune er for 2024 og 2025 tildelt samlet set 6,436 millioner kroner.

For at midlerne kan bringes i anvendelse, skal kommunen have en egenfinansiering på 4,291 millioner kroner.

Det er i budgetaftalen 2025-2028 besluttet at afsætte 2 millioner kroner i 2025, mens halvanden million kroner omplaceres fra Sakskøbing Byrum og 791.000 omplaceres fra Områdefornyelse uden for Nykøbing.

Skudt i gang sidste år

Forsøgsordningen Frie Bymidter blev officielt skudt i gang i juli sidste år, da Folketinget godkendte bekendtgørelsen om projektet. Siden da er der dog ikke sket synlige forandringer i Sakskøbing i den forbindelse, hvilket har undret flere. 

Projektet er dog på ingen måde aflyst. Men de indledende skridt foregår på rådhuset, hvor administrationen arbejder på at udvikle planer for de kommende år.

Da vi er en del af et statsligt forsøg med medfinansiering, stilles der store krav til ansøgninger, godkendelser og administrativt forarbejde, før vi kan begynde de fysiske forandringer i byen

Jesper Blomberg, udvalgsformand

- Da vi er en del af et statsligt forsøg med medfinansiering, stilles der store krav til ansøgninger, godkendelser og administrativt forarbejde, før vi kan begynde de fysiske forandringer i byen. Det er vigtigt, at processen er grundig og løbende evalueres, fordi projektet skal inspirere udviklingen af andre byer. Men vi nærmer os, og vi glæder os til at komme i gang med de fysiske forandringer, siger udvalgsformanden.

Første spadestik

Det er ikke kun projekterne under Frie Bymidter, der er undervejs. Kommunens områdefornyelse Sakskøbing Byrum er stadig også i gang med de projekter, som nu lever videre som en del af Frie Bymidter.

Her er et af de større projekter tæt på at blive en realitet. I slutningen af maj tages således første spadestik til den længe ventede aktivitetsplads på det gamle Rørbæk Stadion. Herudover er der officiel indvielse den 31. maj af Sakskøbing nye lommepark Nr. 18 i Vestergade, hvor der tidligere i mange år lå en nu nedrevet øjebæ på netop adressen Vestergade 18.

Inden sommerferien forventes de sidste projekter at blive politisk prioriteret, fremgår det af en pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune. Dermed lægges det endelige spor for, hvad der skal realiseres i Sakskøbing, inden områdefornyelsen er sat til at blive afsluttet i 2026.

Om Frie Bymidter

Frie Bymidter er et forsøgsprojekt, der har fokus på levende bymidter, som ”understøtter stærke lokalsamfund, hvor bymidterne kan være lokale samlingspunkter, og hvor der er bedre muligheder for at leve også i landdistrikterne”.

Med den landspolitiske aftale er der afsat 130 millioner kroner, hvoraf 30 millioner kroner er øremærket til velfærdsfunktioner. Der kræves 40 procent kommunal medfinansiering.

Som led i udmøntningen af Folketingets politiske aftale om mere liv i bymidter og landdistrikter, og som et bredt flertal i Folketinget indgik aftale om i november 2021, blev kommunerne inviteret til at søge ind i forsøgsprojektet Frie Bymidter.

Sakskøbing endte som en af de udvalgte kommuner, og Loven om Frie Bymidter trådte i kraft 1. juli sidste år. 

Det gav grønt lys til at realisere en revitalisering af Sakskøbings bymidte for godt 15 millioner kroner.