Guldborgsund

På årets frugtfestival i Sakskøbing var der stort fokus på bælgfrugter og et rekordstort antal stande. Foto: Kim Møller Pedersen
Igen i år var der mange tusinde gæster til Sydhavsøernes Frugtfestival, som Bjarne Petersen forestiller sig godt kunne bidrage yderligere til flere tilbagevendende arrangementer i løbet af året omkring Torvet i Sakskøbing. Foto: Kim Møller Pedersen

Borgere tager fat i 25 millioner kroners byudvikling

Byudviklingen i Sakskøbing kan nu tage fart.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om byudvikling

De oprindelige 10 interesseområder i Sakskøbing Gruppen er efterfølgende blevet samlet i fem bredere perspektivområder:

  • Børn, familie, skole og uddannelse

  • Idræt, fritid, frivillighed og civilsamfund

  • Kulturoplevelser og tværgående interesser

  • Sundhed og trivsel

  • Erhverv, handel og ejendom

Alle medlemmer af Sakskøbing Gruppen har nu fået besked.

Med andre ord er den længe ventede borgerdrevne styregruppe klar til at tage fat i den byudvikling for aktuelt 25 millioner kroner, som borgerne i Sakskøbing har ventet på en genoptagelse af.

- Den politiske følgegruppe har på baggrund af en samlet vurdering haft fokus på at skabe en bredt sammensat gruppe med variation i alder, erfaring og baggrund samt lokal forankring i foreningsliv, erhvervsliv og øvrige fællesskaber, oplyser projektleder Marte Lyngaas om Projekt Frie Bymidter i Sakskøbing, som den tidligere byudvikling kaldet Sakskøbing Byrum blev ændret til for år tilbage.

Som en del af dette arbejde har følgegruppen både taget udgangspunkt i de indkomne tilmeldinger og set på, hvilke øvrige lokale aktører der kunne bidrage til den samlede bredde i gruppen. 

Kan suppleres

- Det er gruppens første sammensætning. Der kan løbende opstå behov for at supplere gruppen, og det bliver noget af det, vi tager op med gruppen på det første møde, tilføjer Marte Lyngaas.

Sakskøbing Gruppen kommer i første omgang til at bestå af Patrick Sloth Rasmussen, der tillknyttes områderne børn, familie, skole og uddannelse. I forhold til idræt, fritid, frivillighed og civilsamfund bliver det her Kalle Sommer Hansen. Michael Nilsson og Bjarne Petersen tager sig af kulturoplevelser og tværgående interesser. 

Første fællesmøde på vej

Sundhed og trivsel, hvor der ikke mindst her er et nyt fælleshus i spil ved Torvet i Sakskøbing, tager Ældre Sagen Sakskøbing sig af. Her er Niels Erik Hjertholm og Georg Klitmøller tilknyttet, og der skal findes en hovedrepræsentant.

I forhold til området erhverv, handel og ejendom afventes der stadig en endelig tilbagemelding.

- Næste skridt bliver gruppens første fælles møde, hvor den politiske følgegruppe også deltager. Vi er ved at finde en dato snarest, oplyser Marte Lyngaas.

Forventer klar besked

Hos et at gruppens medlemmer Bjarne Petersen, der også er praktisk koordinator for den netop overståede Sydhavsøernes Frugtfestival, bliver der set frem til det første møde med spænding.

- Jeg forventer på det første møde at få rimelig klar besked på, hvad vores opgave er. Jeg formoder, politikerne allerede har udarbejdet et kommissorium af en slags og besluttet noget om vores beføjelser. Vi skal også have organisere os i gruppen på en elle randen måde og på den helt korte bane have etableret en række undergrupper, siger Bjarne Petersen.

Han går selv ind i gruppen med idéer om at koble det nye fælleshus ved Torvet med frugtfestivalens aktiviteter.

- Det handler om måske at sprænge rammen for, hvad frugtfestivalen kan gøre på en mere permanent måde for byens indre liv. Jeg forestiller mig, at frugtfestivalen kan bruges til mere end et årligt arrangement. Måske kan der kobles tilbagevendende frugt- og grøntmarkeder på, som kan afvikles hen over året på Torvet og ved byens nye fælleshus, siger Bjarne Petersen.

Voldsom interesse

På havnen i Sakskøbing har der - som led i byudviklingen - siden foråret været påbegyndt en kommende legeplads. Der er også forskønnelse med eksempelvis ny beplantning af både Søndergade, Torvegade og Brogade, som har været sat på pause, mens der via borgermøder, dialog og politisk behandling er arbejdet hen mod den nydannede borgerdrevne styregruppe.

- Frugtfestivalen har en voldsom interesse i, hvordan Søndergade er indrettet. Den er svær at bruge til store arrangementer, som den er indrettet i dag. Jeg synes bare, vi skal se at komme i gang med blandt andet de her forskønnelsesprojekter, siger Bjarne Petersen.

Bag om økonomien i Sakskøbings byudvikling

  • Sakskøbing Byrum er en byfornyelse planlagt fra marts 2021 til første halvår 2024. 

  • Efterfølgende er byfornyelsen lagt sammen med midler fra den statslige pulje Frie Bymidter, hvor Sakskøbing i 2024 endte med at være en af de 14 udvalgte byer til at få tildelt støtte. Senere er antallet barberet ned til 9.

  • Folketinget vedtog i 2024 en lov om forsøgsordning for frie bymidter, og dermed kunne de udvalgte byer gå i gang med konkrete indsatser i et forsøg på skabe mere liv i bymidterne.

  • Forsøgsordningen løber fra 2024 til 2029, og indsatserne i bymidterne vil blive midtvejsevalueret i 2027 og slutevalueret i 2030.

  • Loven giver Sakskøbing muligheder for en udvidet adgang til dispensationer fra lokalplaner, tilskud til leje af ubenyttede erhvervslejemål, erhvervelse eller leje af bebyggede ejendomme til borgernære velfærdsfunktioner, udlejning af lokaler i velfærdscentre samt uddeling af adfærdsfremmende gaver.

  • Ansøgningen til Frie Bymidter-puljen på i alt 130 millioner kroner kastede cirka 15,5 millioner kroner af sig til udvikling af Sakskøbing.

  • Det fremgik af et bymøde i Sakskøbing i maj i år, at der ifølge udvalgsformand Bob Richard Nielsen er godt 25 millioner kroner tilbage at gøre godt med i den samlede aktuelle byudvikling i Sakskøbing.

Her er et bud på, hvordan Torvet i Sakskøbing måske kunne tage sig ud en dag, når byudviklingen tager fart. Foto: Kim Møller Pedersen
Her er et nyligt bud på, hvordan Torvet i Sakskøbing måske kunne tage sig ud en dag, når byudviklingen tager fart. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen