Borgmester Simon Hansen sender en klar opfordring med til Kasper Roug, Marcus Knuth, Anne Valentina Berthelsen, Elise Sydendal og Charlotte Bagge før deres møde på Christiansborg.
Borgmester til Christiansborg-kaffeklub: - Staten spænder ben for os
Fem lokale folketingskandidater mødes tirsdag på Christiansborg - og fra Guldborgsund lyder en klar besked fra borgmester Simon Hansen: Stop de statslige benspænd, der bremser udviklingen lokalt.
Guldborgsund-borgmester Simon Hansen opfordrer lokale folketingskandidater til at prioritere at få staten til at stoppe med at bremse lokale udviklingsprojekter.
Eksempler som energiprojekter og boligudvikling i Nysted bliver hindret af statslige myndigheder, hvilket begrænser kommunens vækstmuligheder.
Når fem lokale folketingskandidater tirsdag mødes på Christiansborg, bør de have én ting helt øverst på dagsordenen: Få staten til at holde op med at bremse udviklingen lokalt.
Det mener Guldborgsund-borgmester Simon Hansen (S), som sender en klar besked med ind til mødet mellem Kasper Roug (S), Marcus Knuth (C), Anne Valentina Berthelsen (SF), Elise Sydendal (Å) og Charlotte Bagge (M).
- Det vigtigste er, at de statslige styrelser ikke bremser for de udviklingsmuligheder, vi har i kommunen, siger Simon Hansen.
Styrelser stopper lokale projekter
Nysted Sauna & Havbad er et konkret eksempel på de projekter, der ifølge borgmester Simon Hansen bliver bremset af statslige myndigheder - og som kan få konsekvenser for både turisme og lokal udvikling. Privatfoto
Han peger på konkrete eksempler, hvor lokale projekter bliver bremset af statslige myndigheder.
Annonce
Blandt andet energiprojekter og boligudvikling, der ifølge borgmesteren bliver stoppet med henvisning til bevaringsværdige landskaber.
- Når vi kan se, hvordan de statslige styrelser begrænser energiprojekter og boligudviklingsmuligheder, så står det i vejen for vores udvikling, siger han.
Også mindre projekter bliver ramt, fremhæver han.
- Nede i Nysted kan man ikke få tilladelse til saunaer, fordi Kystdirektoratet ikke synes, det er en god idé. Det er den slags ting, der bremser os.
Vil kunne stå på egne ben
Ifølge Simon Hansen handler det i sidste ende om kommunens mulighed for at skabe vækst og indtægter.
- Det begrænser vores muligheder for at øge indtjeningen og sikre, at vi bedre kan stå på egne ben, siger han.
Samtidig peger borgmesteren på, at økonomien i kommunerne fortsat bør være et fokuspunkt på Christiansborg - ikke mindst i forbindelse med den aktuelle debat om en udligningsreform.
- Det er vigtigt, at kommunerne får finansiering til de opgaver, de har. Det håber jeg også, at de lokale folkevalgte vil engagere sig i, siger han.
Har tiltro til kaffeklubben
Annonce
Trods kritikken har han tiltro til de fem kandidater, der mødes i morgen.
- Jeg har stor tiltro. Jeg glæder mig til at samarbejde med dem om de udfordringer, der er, og hvis de alle fem tjekker ind på de lokale dagsordener og vil løfte dem nationalt.
Han understreger samtidig, at samarbejdet på tværs af kommunegrænsen allerede er i gang.
- Vi taler rigtig meget sammen og har et godt samarbejde, så jeg er ret sikker på, at vi har mange fælles dagsordener, vi kan tage med videre, siger Simon Hansen.
Seneste artikler
Ræsede gennem byen: Få km/t fra at miste bil og kørekort
Havørnen er landet i Søholtskoven
Ny minister erklærer valgløfte dødt - men afviser løftebrud
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Spor blokeret på motorvej
Kunde angreb ansatte i supermarked