Lolland-Falster Brandvæsen samarbejder allerede nu med kollegerne i Tyskland om det kommende beredskab i selve Femern-tunnnelen - som skitseret med modellen her. Men når først tunnelen er her, skal det danske og det tyske beredskab arbejde tættere sammen. Arkivfoto: David ArnholmDavid Arnholm
Brandvæsnets direktør drømmer om droner, der kan redde liv
Lolland-Falster Brandvæsen skal være med i et stort, grænseoverskridende projekt, og direktøren ønsker, at universitetet i Lübeck hjælper med at udvikle nye droner.
Grænseoverskridende samarbejde styrker beredskabet på Lolland-Falster
Lolland-Falster Brandvæsen deltager i et EU-støttet projekt, der skal forbedre samarbejdet med Nordtyskland og styrke beredskabet gennem fælles øvelser og moderne teknologi.
Projektet "Flashlight"' vil blandt andet i samarbejde med universitetet i Lübeck udvikle nye droneteknologier for at forbedre redningsindsatser i katastrofesituationer.
Da der midt i april udbrød storbrand i sukkerfabrikken i
Nakskov, og op imod 50 brandmænd var i aktion i 8-12 timer, fik det lokale
brandvæsen assistance nordfra. I den slags situationer kan Lolland-Falster
Brandvæsen nemlig trække på et samarbejde med Midt- og Sydsjællands Brand og Redning
og med Beredskabsstyrelsen – blandt andet for at sikre, at der stadig er
brandmænd klar til at rykke ud til andre opgaver.
Faktisk har Lolland-Falster Brandvæsen også et lignende
samarbejde med brandvæsnet på Femern, Kreisfeuerwehrverband Ostholstein. Det er
bare uhyre sjældent, det giver ret meget at aktivere det, da det er lidt vel
omstændigt at skulle sejle over med færgerne. Så er det trods alt lettere for
kollegerne fra Næstved og Vordingborg at nå frem.
Men når Femern-forbindelsen åbner, bliver det anderledes. Så
vil Nordtyskland og Lolland-Falster hænge endnu tættere sammen. Også i
katastrofesituationer.
- Når der kommer en tunnel, så vil vi gerne have, at vi også
kan trække på Tyskland. Og så vil det være godt, at vi har trænet på forhånd,
siger Morten Lykkeberg, der er direktør for Lolland-Falster Brandvæsen.
Derfor skal beredskaberne – altså også politiet og ambulancevæsnet
– på begge sider nu til at øve sig i at arbejde tættere sammen. Det kan lade
sig gøre, fordi EU skyder 15 millioner kroner i et flerårigt projekt, der netop
gennem træning skal binde beredskaberne tættere sammen.
Annonce
Ny form for droner
Projektet hedder ”Flashlight” og går så småt i gang til
efteråret, hvor forløbet skal planlægges. Det vil blandt andet byde på fælles
øvelser.
Direktør Morten Lykkeberg fra Lolland-Falster Brandvæsen glæder sig over projekt "Flashlight" og udsigten til et tættere samarbejde med kollegerne fra Tyskland. Arkivfoto: David ArnholmDavid Arnholm
Morten Lykkeberg fortæller, at målet i første del af
Flashlight især er at styrke kommunikationen på et skadested. Og med hjælp fra
universitetet i Lübeck skal moderne teknologi bruges til at analysere, hvordan
de enkelte beredskabsfolk agerede i en øvelses-situation.
Når der kommer en tunnel, så vil vi gerne have, at vi også kan trække på Tyskland. Og så vil det være godt, at vi har trænet på forhånd.
For eksempel vil radiokommunikationen blive optaget, og så
vil deltagerne også bære nogle særlige briller, som registrerer, hvor de kigger
hen. Det skal alt sammen bruges til at videreudvikle uddannelsesprogrammerne, så
kommunikationen bliver bedre, og så adfærd i stresssituationer kan trænes.
Længere henne i projektet – i anden del – drømmer Lolland-Falster
Brandvæsen om at få hjælp fra universitetet i Lübeck til at udvikle en ny måde
at bruge droner på.
Allerede i dag sender brandvæsnet droner op, som med
termiske kameraer kan hjælpe med at finde frem til, hvor i en tagkonstruktion,
der kan være ild, som ulmer. Men det kunne være nyttigt også at kunne sende
droner, som på egen hånd kan flyve rundt inde i bygninger.
- Vi kunne godt tænke os, at vi havde nogle mindre, autonome
droner, som kunne være med til at finde ud af, hvor der ligger tilskadekomne,
som vores røgdykkere skal hente ud. Det skal være droner, der selv kan flyve
ind i bygninger og finde ud af, hvor der er noget varmt – et menneske – og så
lægge sig der og blinke eller et eller andet, så vi hurtigere kan få reddet
folk ud, drømmer Morten Lykkeberg.
Deltagerne i Flashligt
På dansk side deltager Lolland-Falster Brandvæsen, Præhospitalt Center i Region Sjælland samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
På tysk side deltager Kreisfeuerwehrverband Ostholstein, Rettungsdienst Holstein AöR, Stadt Neustadt in Holstein og Technische Hochschule Lübeck.