Guldborgsund

John Knudsen, formand for Fællesrådet for Guldborg og Omegn, er glad for, at tilladelsen til en badebro på den anden side af Guldborgbroen i forhold til dette foto nu endelig er i hus. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Byens nye vartegn har endelig fået grønt lys

Gennem mange år har Fællesrådet for Guldborg og Omegn arbejdet på at realisere et projekt, der rummer et helt nyt vartegn for Guldborg. Nu er tilladelsen i hus til 45 meter badebro.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om genfortælling

  • Badebroen er en del af en større vision for Guldborg kaldet Guldborg Genfortælling.

  • Tanken bag Projekt Guldborg Genfortælling er en vision og en helhedsplan for kyst - og havneområderne, der peger på potentialet i at genskabe og udvikle et kreativt miljø til gavn for beboere, feriegæster, gæstesejlere, sommergæster i lystbådehavnen og på campingpladsen, turister, lystfiskere og kommende tilflyttere.

  • Projektet fokuserer på etablering af strandmiljø, havnefornyelser og på at udbygge og forbedre ruter i området.

  • Bag projektet står Fællesrådet for Guldborg og Omegn med hjælp fra de lokale bådelav.

Siden 2016 har man kunnet følge projektet med at skabe en badebro på stranden tæt ved Guldborgbroen i Folketidende. I 2017 blev en strandrydning iværksat, senere fulgte ansøgninger, projekttilretninger, høringsfaser og sagsbehandling. Nu er tilladelsen i hus.

Nævnt mange gange

- Projektet har været flyttet fra et sted til et andet, og der har været forskellige indsigelser. Men nu er der givet en tilladelse. Det er vi glade for, siger formand for Fællesrådet for Guldborg og omegn John Knudsen.

Formanden har efterhånden i mange år nævnt den "kommende badebro" på den ene generalforsamling efter den anden.

Der er også søgt om udsættelse af fristen for at bruge de tildelte midler fra Friluftsrådet, og det samme skal ske i år. I alt er der indsamlet 300.000 kroner til badebroen.

Den kommer til foråret

- Badebroen skal alligevel tages op om vinteren, så vi kan ikke nå at få den etableret i år. Derfor skal vi have snakket om endnu en udsættelse af midlerne fra Friluftsrådet og med NBC Marine, der kommer til at opføre den, siger John Knudsen.

Vi drømmer også om at forlænge badebroen, men det må vi tage på et senere tidspunkt

John Knudsen, formand for Fællesrådet for Guldborg og omegn

Han er fortrøstningsfuld omkring den nævnte snak og forventer, at den 45 meter lange og 1,60 meter brede badebro kan etableres på Lolland-siden ved siden af Guldborgbroen næste forår.

- Vi drømmer også om at forlænge badebroen, men det må vi tage på et senere tidspunkt, siger John Knudsen.

Tidligere svømmeundervisning

Tidligere har en badebro - netop placeret mellem "Danskerskansen" og Guldborgbroen - fungeret som badeanstalt med blandt andet svømmeundervisning frem til midten af 1960'erne. 

Etableringen af en ny aktivitetsbadebro vil efter fællesrådets vurdering styrke områdets attraktionsværdi, når de badende gæster får mulighed for at kunne gå hen over de mange sten og hoppe i det klare vand for enden af badebroen. 

Det er her - tæt ved Guldborgbroen på Lolland-siden og tæt ved grusparkeringspladsen - at Fællesrådet for Guldborg og Omegn nu har tilladelse til at opføre en foreløbig 45 meter lang badebro til fri afbenyttelse. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen