Man skal ikke rejse længere end Falster, for at finde et tropisk helle med høje temperaturer og kæmpekrokodiller, der ligner noget fra dinosaurenes tid.
Midt på Falster, i Krokodille Zoo, lever Maximus og partneren Jenny. To enorme saltvandskrokodiller, som René Hedegaard, ejer og stifter af zooen, glædeligt tog imod i juli 2025.
Siden giganternes ankomst er det kun gået én vej for den lokale reptilzoo.
Rekordår
Da parret ankom, måtte de flyttes med kran. Med sin vægt på over 700 kilo og en længde på 5,1 meter Maximus er blandt verdens allerstørste saltvandskrokodiller - og dermed blandt de største krybdyr overhovedet.
Annonce
- Saltvandskrokodiller er det største krybdyr på jorden, og de hører til blandt de sidste herskende krybdyr. Der er ikke så meget herskende over et dansk markfirben, men det er rimelig herskende at være Maximus, siger René Hedegaard.
Maximus bliver fodret hver lørdag, og spiser ugentligt mellem 25 og 30 kilo kød. Foto: Krokodille Zoo
Maximus spiser lige så meget som 10 af zooens andre krokodiller tilsammen. Det løber op i 25-30 kilo kød ugentligt, som han fodres hver lørdag.
- Han er så gigantisk stor. Alle, der ser ham, ser ham som et direkte levn fra fortiden. Som noget der ikke rigtig er virkeligt, og ikke eksisterer nu. Kan det blive sejere end det?
René Hedegaards entusiasme har tilsyneladende spredt sig til zooens gæster. I 2025 lander besøgstallet på godt 75.000 gæster mod 64.000 i 2024.
Før Maximus' ankomst stemte besøgstallene nogenlunde overens med sidste års tal, men efter ankomst er de eksploderet.
- Vi har sat alle rekorder i år i Krokodille Zoo, siger René Hedegaard.
- Efter hans ankomst tog især sommeren fart - den stak helt af.
Gør Danmark til Borneo
Maximus kommer fra en zoo i den Malaysiske del af Borneo.
Den levende dinosaur stiller derfor også krav til sine omgivelser. Det skal være varmt, og det skal være vådt. I en hvis udstrækning er det lykkedes at skabe et borneansk klima i zooens tropehal, som saltvandskrokodillerne trives i.
Annonce
Maximus' kampvægt på over 700 kilo og længde på 5,1 meter kræver meget næring. Han spiser det samme som ti af zooens andre krokodiller tilsammen. Foto: Krokodille Zoo
René Hedegaard kalder det en umulig udfordring at gøre Danmark til Borneo - men han mener, at Krokodille Zoo trods alt er kommet godt i mål. Det er varmt i de tropiske omgivelser - også om vinteren, påpeger han.
- Så når man besøger os her om vinteren, så kan man stadig komme ind få en følelse af sommer og Borneo.
Man behøver ikke tage flyet sydpå for følelsen af sol og sommer: man kan bare tage til Falster.
Se videoen fra, da Maximus blev ført ned i sit bur i Krokodille Zoo.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu