Dagens vejr på øerne

Arkivfoto: Anders Knudsen

DMI med forvarsel: Snestorm kan være på vej til LF

DMI har tirsdag morgen udvidet et varsel om snestorm, så det nu omfatter hele landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er god grund til at holde ekstra øje med vejrudsigten og forberede sig særligt på vejret i de kommende dage.

DMI har netop opdateret og udvidet et forvarsel om snestorm, som tidligere kun gjaldt for de nordlige egne, så det ny gælder hele landet - og dermed også Lolland-Falster.

Forvarslet gælder i halvandet døgn - fra midnat natten til torsdag og frem til fredag klokken 12.

Indtil videre er der altså kun tale om et forvarsel, og der er stadig lidt tid til midnat natten til torsdag, men situationen kan altså blive værd at holde øje med, hvis man skal udendørs torsdag eller først på fredagen.

Steen Hermansen, som er vagthavende meteorolog ved DMI, forklarer til Ritzau, at det større snevejr hænger sammen med et lavtryk, som ventes at trække syd om Danmark torsdag.

- Man skal regne med, at der bliver bøvl i trafikken allerede torsdag morgen. Formentlig kan det give op mod 10 til 15 centimeter sne. Muligvis mere, siger han.

Meteorologen siger, at snevejret formentlig vil begynde tidligt torsdag over Fyn og Sydhavsøerne og herefter brede sig over det meste af Sjælland.

Samtidig tyder det også på, at vinden bliver frisk en del steder, hvilket kan give snefygning og dårlig sigtbarhed.

- Især ude ved kysterne kan blæsten nå op på hård styrke. Så der vil forekomme snefygning flere steder, ser det ud til, siger han til Ritzau.

DMI opdaterer forvarslet i løbet af i morgen, onsdag.