Dagens vejr på øerne

Regnvejr.
Torsdag kan blive en meget våd dag. Arkivfoto: David Arnholm

DMI: Risiko for skybrud

Der kan torsdag falde rigtig meget regn på Sydhavsøerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdagen er startet våd, med regn, der i hvert fald i Nykøbing falder i stride strømme.

Men forsvinder regnen ikke i løbet af dagen? Sidder du nok og håber. Her må DMI desværre skuffe dig. Faktisk kan det i løbet af dagen blive noget værre.

DMI har udsendt et varsel om, at der både på Lolland og på Falster er risiko for lokale skybrud, hagl og torden. Lokalt kan der falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter.

Forklaringen på det noget ustadige vejr kommer sig af et lavtryk, der stadig hænger over landet.

Solens opvarmning vil formentlig komme til at udløse det kraftige regnvejr, og fordi der ikke er ret meget vind, vil de våde byger bevæge sig langsomt over Danmark.

Det oplyser vagthavende meteorolog Kasper Bonde Niebe på DMI's hjemmeside.

Det er ikke kun Sydhavsøerne, som formentlig rammes,  men det meste af landet — med undtagelse af Nordjylland, Mols, Nordsjælland og Bornholm.

Varslet går fra torsdag klokken 12 til klokken 21.