Krimi

Arkivfoto: Jan Knudsen

Dømt for ulovlige optagelser i Lalandia-sommerhus

Manden lånte sit sommerhus på Sydlolland ud til familie, venner og bekendte. Imens blev de filmet af skjulte kameraer.

Offentliggjort Sidst opdateret

En opsigtsvækkende sag om ulovlig overvågning i et sommerhus ved Lalandia i Rødbyhavn nåede mandag til vejs ende ved Retten i Nykøbing.

Her blev en 49-årig mand idømt et års fængsel. Det skriver TV2 Nyhederne.

Manden var selv ejer af sommerhuset, som han lånte ud til familie, venner og bekendte, mens de gik i bad, var på toilettet, klædte om eller havde sex i den tro, at de var alene, blev det hele optaget af skjulte kameraer.

Overvågningen foregik over en periode på ikke mindre end 12 år, fra 2013 til 2025. Og den 49-årige gik grundigt og systematisk til værks.

Ifølge TV2 Nyhederne forklarede han i retten, at han så optagelserne igennem og gemte de sekvenser, han fandt interessante. De blev gemt i mapper med ofrenes navne og årstal. I alt blev der optaget 1500 videosekvenser med en samlet varighed på over 40 timer.

Der var to kameraer, som blev sat op i henholdsvis badeværelset og soveværelset. Den 49-årige fastslog ifølge TV2 Nyhederne, at kameraerne kun var sat op i de perioder, hvor huset ikke blev udlejet gennem Lalandia.

- Jeg var fascineret af at se nøgne kvinder, forklarede manden i retten om baggrunden for, at han begyndte at sætte de skjulte kameraer op.

Politiet kom på sporet af sagen, da mandens yngste søn i efteråret fandt en harddisk i farens hjem og efterfølgende kontaktede politiet.

Lalandia understreger over for TV2 Nyhederne, at kameraerne kun var installeret, når manden selv udlånte sommerhuset. Ellers ønsker de ikke at udtale sig om sagen.

Den 49-årige udbad sig betænkningstid med henblik på eventuelt at anke dommen til landsretten.