Indland
Da kronprinsesse Mary skulle giftes med kronprins Frederik i 2004, førte hendes far, John Donaldson, sin datter op ad kirkegulvet iført kilt. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dronningens far er død
- Mit hjerte er tungt, og mine tanker er grå. Min elskede far er død, siger dronning Mary.
Dronning Marys far, John Dalgleish Donaldson, er død, efter at han i længere tid "har været tiltagende mærket af sin alder".
Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse søndag morgen.
Han døde i byen Hobart på dronningens fødeø, Tasmanien. Han blev 84 år.
- Mit hjerte er tungt, og mine tanker er grå. Min elskede far er død, siger dronningen i meddelelsen.
- Men jeg ved, at når sorgen lægger sig, vil minderne lyse op, og det, der vil stå allerstærkest tilbage, er kærligheden og taknemmeligheden for alt, han gav mig og lærte mig.
John Dalgleish Donaldson blev født i Edinburgh i Skotland den 5. september 1941, men flyttede efter universitetsstudier i matematik og fysik senere til Tasmanien, der ligger syd for Australien.
Han udbyggede uddannelsen fra Edinburgh med en ph.d.-grad fra University of Tasmania. Her var han også i en lang årrække ansat som professor, institutleder og dekan for det naturvidenskabelige fakultet.
Da Mary og Frederik blev gift i 2004, førte han sin datter op ad kirkegulvet iført skotsk kilt.
I sin tale udtrykte faren blandt andet tillid til, at kronprins Frederik var god for Mary.
- Selv om fædre nu om stunder ikke har meget at skulle have sagt i sådanne spørgsmål, så er det med stor glæde og tillid, at jeg overgiver hende i Frederiks varetægt.
Dronning Mary besøgte senest sin far i marts. I meddelelsen er det beskrevet, at de havde "flere gode og nærværende stunder sammen" under besøget.
Kongeparret var i marts på besøg i Australien i forbindelse med et seks dage langt statsbesøg.
Det var første gang siden 1987, at et dansk regentpar officielt besøgte Australien. Dengang var det dronning Margrethe og prins Henrik, der var afsted, hvor de også besøgte nabolandet New Zealand.
Dronningens nylige statsbesøg tiltrak hundredvis af mennesker, ligesom det også skabte glæde i hendes egen familie.
- Det er hendes første besøg her som dronning af Danmark. Vi er meget glade for at have hende her. Vi glæder os til at catche op og have noget familietid, fortalte søsteren til Billed-Bladet.
Oprindeligt var det planen, at kongeparret efter statsbesøget skulle retur til Danmark, men de bestemte sig for at blive i hendes hjemland.
Kong Frederik og dronning Mary har været på besøg i Australien flere gange, siden de mødtes og fandt interesse for hinanden under OL i 2000 i Sydney, men dette er det første statsbesøg for dem som kongepar.
Familien har besluttet, at der skal finde en privat mindehøjtidelighed sted på et senere tidspunkt, skriver kongehuset i pressemeddelelsen uden at være mere konkret.
/ritzau/
Seneste artikler
Betina skal til Doha: Gør sig klar med træning i den danske kulde
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke
Mindre SU, mere ulighed: Dora, Astrid og Aya har fået nok
Plejebørn tror ikke på voldtægt - men fortalte om jalousi og skænderier
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok