Der blev sat sæsonrekord, da NFH onsdag aften vandt en storsejr på 37-24 over Ringkøbing Håndbold hjemme i Spar Nord Boxen.
Klubben havde på forhånd lagt sig i selen for at se, om man kunne fylde Spar Nord Boxen til den sidste hjemmekamp i grundspillet.
Og det lykkedes næsten. Ikke færre end 2.887 tilskuere havde fundet vej til hallen på onsdagen før påske, hvor klubben lokkede med gratis billetter og underholdning både før og efter kampen.
Nummer tre eller fire?
Nu er det så blevet lørdag, og NFH skal igen i kamp. Denne gang for at afgøre, om holdet bliver nummer tre eller fire i grundspillet i Bambuni Kvindeligaen i håndbold - hvilket også er afgørende for, hvilken af de to slutspilspuljer holdet ender i.
NFH ligger i øjeblikket på tredjepladsen, ét point foran Ikast Håndbold, og hvis de fastholder den placering efter dagens runde, kommer de i slutspilspulje 1, hvor modstanderne bliver vinderen af grundspillet samt nummer seks og otte.
Det er i skrivende stund Team Esbjerg, København Håndbold og oprykkerne HØJ Elite.
Hvis NFH derimod taber, og Ikast samtidig vinder deres kamp, bytter de to hold pladser i tabellen, og så havner NFH i slutspilspulje 2, hvor modstanderne bliver nummer to, fem og syv i grundspillet - hvilket i skrivende stund er Odense Håndbold, Viborg HK og Horsens Håndbold Elite.
Det eneste, der er sikkert på forhånd, er, at Viborg bliver nummer fem og København nummer seks. Derfor har cheftræner Niels Agesen også lidt svært ved at svare på, hvilken pulje han helst vil i.
- Men jeg hælder nok mest til, at det vil være bedst at konsolidere vores position og vise, at vi set over hele sæsonen har været tredjebedst i ligaen.
- København laver mange mål
Men selvom København altså ligger et stykke efter NFH i tabellen, så har Niels Agesen stor respekt for dagens modstander.
- København laver mange mål, så det skal vi forsøge at dæmme op for, og hvis vi kan det, så tror jeg på, at vores angreb er bedre end deres forsvar. Men København er meget struktureret. De holder sig til det, de er gode til og gør ikke tingene sværere, end de er, og det har jeg stor respekt for, siger Niels Agesen.
NFH kan nøjes med uafgjort i lørdagens kamp mod København for at sikre sig tredjepladsen, da man er bedre end Ikast i det indbyrdes regnskab. Men det er ikke så tit, at håndboldkampe ender uafgjort, og dertil kommer, at kampene mellem NFH og København alle dage har haft deres eget liv og en særlig intensitet over sig, uanset om der er noget på spil eller ej.
Københavnerne tabte i onsdags lidt overraskende til Silkeborg-Voel, mens NFH holdt målfest foran næsten 2.900 tilskuere hjemme i Spar Nord Boxen mod Ringkøbing og vandt 37-24. De to hold går med andre ord ind til opgøret med forskellige udgangspunkter, men når først kampen er fløjtet i gang, handler det kun om det, der foregår i nuet.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb