Angrebsspillet sprudler for NFH for tiden. For anden kamp i træk formåede falstringerne onsdag aften at score 37 gange, og det rakte rigeligt til en storsejr over Ringkøbing Håndbold fra den nedre del af Bambuni Kvindeligaen.
NFH havde på forhånd lagt sig i selen for at se, om man kunne fylde Spar Nord Boxen til den sidste hjemmekamp i grundspillet.
Og det lykkedes næsten. Ikke færre end 2.887 tilskuere havde fundet vej til hallen på onsdagen før påske, hvor klubben lokkede med gratis billetter og underholdning både før og efter kampen.
Det var ikke helt nok til at nå den maksimale tilskuerkapacitet på 3.000, men det var nok til at sætte ny tilskuerrekord for denne sæson på hjemmebane.
Det var ikke kun frisuren og ansigtsudtrykket, der var vildt hos NFH-målvogter Anne Christine Bossen. Det var hendes præstation i målet også, hvor hun stod med en redningsprocent på 50. Foto: NFH
Og de mange tilskuere fik god underholdning for de sponsorbetalte billetter. NFH vandt en sikker sejr på 37-24 efter 19-8 ved pausen.
Annonce
Aldrig i problemer
Til at begynde med var der ikke meget gang i målscoringen, men stille og roligt fandt især NFH vej til netmaskerne, og efter små 10 minutter stod der 5-1 på måltavlen.
NFH var aldrig i problemer mod Ringkøbing, og føringen blev stille og roligt udbygget efter pausen, hvor den toppede ved et forspring på 16 mål, da NFH førte 30-14 og senere 35-19.
Cheftræner Niels Agesen gav masser af spilletid til alle sine kampklare spillere, og på den måde fik man sparet lidt på ressourcerne forud for den vigtige udekamp mod København Håndbold på lørdag, hvor det skal afgøres, om NFH slutter som nummer tre eller fire i grundspillet.
Det har betydning for, hvilken slutspilspulje, man havner i, og på papiret får nummer tre en lidt lettere pulje, men hvem der ender i hvilke puljer afgøres først på lørdag, hvor alle kampe spilles samtidig.
- Så bliver jeg lidt knotten
Trods 13-måls sejren over Ringkøbing var Niels Agesen dog ikke helt tilfreds med sit holds indsats. Han savnede lidt ærgerrighed i anden halvleg.
- Vi fører med 11 mål ved pausen, og især i det sidste kvarter af kampen kommer vi til at give for meget væk og er måske ikke helt koncentrerede nok, og så bliver jeg lidt knotten, når vi ikke gør tingene 100 procent færdige.
- Det er okay, at vi brænder nogle chancer eller ikke helt lykkes med vores ting, men vi slækker lidt på koncentrationen, og vi gør ikke tingene 100 procent færdige. Vi skal være på hele tiden, og derfor irriterer det mig, at vi ikke vinder større i anden halvleg.
- Jeg er glad for, at vi vinder og laver 37 mål, men der er for stor forskel på første og anden halvleg, sagde Niels Agesen til NFH Supporters interviewteam efter kampen.
Annonce
Men selvom der i Niels Agesens øjne er plads til forbedring, så var der også ting, han var rigtig tilfreds med.
- Disciplinen defensivt var rigtig god i første halvleg, og vi så to rigtig gode målvogterpræstationer - og så er vores omstilling til kontrafasen blevet bedre, og vi fik også prøvet nogle ting af i anden halvleg.
- Et stort potentiale
Med sejren er NFH nu oppe på 38 point i grundspillet. Så mange har man aldrig tidligere samlet i et grundspil i ligaen, og at det skete foran en næsten fyldt hal glæder NFH-direktør Kenneth Sahlholdt.
- Det er fantastisk, at vi næsten kan fylde hallen til en kamp mod et hold, der ikke er mod et af topholdene. Jeg snakkede med rigtig mange mennesker, som ikke havde været til håndbold før, og jeg synes, det er fedt, at vi får så mange nye tilskuere ind. Det viser også, at der er et stort potentiale. Og så har vi bare et hold i år, som begejstrer og appellerer til at skabe stemning og fest, siger Kenneth Sahlholdt.
HÅNDBOLD, KVINDELIGAEN:
NFH - Ringkøbing Håndbold: 37-24 (19-8)
Målscorere NFH: Cecilie Bjerre 8, Caroline Aar 7, Clara Lerby 7, Kristina "Mulle" Kristiansen 4, Nanna Hinnerfeldt 3, Clara Bang 2, Thea Kærholm Olsen 2, Mia Svele, Sofie Lundsgaaard, Anne Christine Bossen og Maja Magnussen 1 hver.
NFH havde rigtig godt styr på forsvaret i første halvleg, hvor man fik lukket ned for Ringkøbing-spillerne, og inde bag forsvaret stod målvogter Anne Christine Bossen en stor kamp med en redningsprocent på 50. Hun blev erstattet af Cecilie Greve i begyndelsen af anden halvleg efter en arbejdsdag, hvor hun diskede op med 11 redninger på 22 afslutninger.
Seneste artikler
Tog taxa fra København til Sakskøbing og stak af fra regningen
Anholdt for at tage 15-årig på bagdelen
Picnickurve til Verdensballetten giver kritik og returpenge
Lægger op til at sløjfe syv plejehjem: - Man ødelægger de små samfund
Lollandsk OL-medaljevinder vil vinde Robinson
Mest læste artikler
Kritiske problemer på tandklinik: Uautoriseret medarbejder behandlede patienter trods påbud
Lokal forretning flytter
Spareplan foreslår lukning af to skoler
Her er sparekataloget, der skal sikre Lolland Kommune millioner af kroner
Voldsom markbrand truede huse: Beboere blev evakueret