Billedet er ikke relateret til denne sag, hvor en 54-årig lollandsk mand er tiltalt for flere brud på dyrevelfærdsloven. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Et kadaver og ilde tilredte pattegrise prægede første retsdag
I dag var den første af to dage retsdage, hvor Retten i Nykøbing skal fælde dom over en lollandsk mand, der er tiltalt for fire forhold under dyrevelfærdsloven.
En 54-årig lollandsk mand sad torsdag på anklagebænken ved Retten i Nykøbing.
Dyrevelfærdssag i Nykøbing: Første retsdag afsluttet
En 54-årig mand fra Lolland er tiltalt for brud på dyrevelfærdsloven efter fund af ilde tilredte pattegrise udenfor stalden.
Her er han tiltalt for fire anklagepunkter, herunder tre brud på dyrevelfærdsloven, som er konstateret efter politiet sammen med en dyrlæge aflagde besøg i mandens stald den 24. oktober 2024.
To af forholdene omhandler pattegrise, som ifølge anklageskriftet er behandlet "groft uforsvarligt med karakter af mishandling".
To grise udenfor stalden
Omdrejningspunktet for en stor del af retssagen var de to pattegrise.
Annonce
De blev fundet levende udenfor stalden – den ene liggende blandt flere døde grise i en metalgrab, hvor den lå næsten helt stille, men med jævne mellemrum spjættede let med benene. Den anden gående, næsten snublende rundt, mens den gryntede højlydt og til sidst i en video, der blev fremvist i retten, faldt om på siden og trillede en omgang rundt, før den forsøgte at bevæge sig videre.
Syge dyr overladt til sig selv
Der er ikke foretaget undersøgelser af, hvad der bevirkede, at de havde begrænset bevægelighed. Men ud fra videoer fremvist i retten og udsagn fra tre dyrlæger, der torsdag indtog vidneskranken, tyder alt på, at grisene havde hjernehindebetændelse eller lignende sygdom, som kan svække balanceevnen.
Den, som ved overanstrengelse eller vanrøgt eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2. Har det i stk. 1 nævnte forhold haft karakter af grovere uforsvarlig behandling af dyr, er straffen bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 3. Har det i stk. 2, jf. stk. 1, nævnte forhold haft karakter af mishandling, er straffen fængsel indtil 2 år.
Kilde: retsinformation.dk
En tredje gris er omdrejningspunkt for tredje anklagepunkt og det sidste mulige brud på dyrevelfærdsloven. En so gående i staldens sygesti havde ifølge dyrlægens rapport fra den 23. oktober og vidneudsagn i retten et dårligt venstre bagben. Dyrlægen såvel som Det Veterinære Sundhedsråd vurderede, at grisen har haft et dårligt ben i flere uger.
Det fjerde – og sidste forhold – er fundet af en bunke på minimum seks døde grise fundet i metalgrabben. Grisene var ikke afskærmet korrekt og der var ikke tilmeldt afhentning af grisene indenfor 24 timer.
Dette sidste forhold erkender tiltalte, men forsvarer Gert Møller Lund fortæller, at man går efter frifindelse, fordi det ikke var tiltalte selv, der havde ansvaret for det.
"Ej, hvor er det synd"
Gennem billeder og videoer fik retten et indblik i, hvad der mødte de to betjente og dyrlægen den 23. oktober.
Foruden de to grise i ringe tilstand, som senere på aftenen blev aflivet, fandt man et grisekadaver liggende på jorden. Kadaveret så medtaget ud, som havde det ligget der længe.
Et andet billede viste en kat, som sad ovenfor en bunke af døde grise. Et politividne fortalte i retten, at katten havde ædt af de døde grise.
I politiets optagelser, hvor man ser den ene gris henholdsvis løbe, gå og vælte rundt på gårdspladsen, udbryder vidnet flere gange: "Ej, hvor er det synd".
Sidste øjeblik
Sagen har gennem hele første retsdag været fyldt med adskillige rapporter, videoer og billeder fra både politi og dyrlæger. Tre dyrlæger afgav vidneudsagn i løbet af dagen, hvor der har været fokus på dyrenes helbredsmæssige tilstand og generelle velfærd. Både hvad angår de tre grise, som størstedelen af sagen omhandler, men også besætningerne af grise i tiltaltes to stalde.
En besætningsdyrlæge, som er tilknyttet staldene og besøger dem 10-12 gange årligt, fortalte, at forholdene i de to stalde er fine og endda ligger i den gode ende, hvad angår dyrevelfærd. En vikar for besætningsdyrlægen afgav en lignende forklaring.
I en af vikarens rapporter fra besøgene fremgik det dog, at der skal "tages hurtigere hånd om syge og tilskadekomne dyr", hvilket anklageren fremhævede.
De to vidner blev indkaldt senere end sagens andre vidner, og derfor tog bevisførelsen længere tid end planlagt. Efter planen skulle sagen afsluttes på én retsdag, men den er nu forlænget med en halv retsdag den 11. maj fra klokken 09.30.
Seneste artikler
Efter succesfuld debut: Østofte-marked skal være fast tradition
Efter stor sæson: Toreby-dreng kåret som årets spiller
Lørdag gik starten til "verdens første Dodekalit-løb"
Mike, Cecilie og Peter støttede op om nyt pride-initiativ
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Lang kø til åbning af butik
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde