Arbejdsmiljøet for serviceassistenterne på Nykøbing F. Sygehus har været under stort pres i årevis. Det viser en aktindsigt, som Folketidende har søgt hos Arbejdstilsynet.
Fagforening om sygehusledelsen: Kan ikke stikke hovedet i busken
Servicemedarbejderne har i flere år været presset. Efter strejker i både april og august har 3F en klar forventning om, at der denne gang kommer løsninger på bordet.
Da servicemedarbejderne i april måned nedlagde arbejdet,
førte det til dialog med ledelsen. Men efter endnu en strejke i begyndelsen af
august viser det sig, at problemerne fortsat står på.
Det har ført til en ny dialog mellem medarbejderne og fagforeningen på den ene side – og ledelsen på den
anden.
Mens dele af historien gentager sig, skal der denne gang løsninger på bordet.
Sådan lyder det fra faglig medarbejder i 3F Guldborgsund Karina
Petersen.
Annonce
- Vi har store forventninger til, at
der kommer til at ske noget andet end sidste gang. Man kan ikke se igennem
fingre med, at der er nogle ting som ikke har fungeret fra sidste gang – og man
kan ikke stikke hovedet i busken, siger Karina Petersen.
- Det er jo ikke faggrupper, der nedlægger arbejde - det er sjældent, det er sket. Så at de vælger at sætte sig ned, det indikerer, at der er noget galt. Det er vi selvfølgelig meget opmærksomme på.
Sagen kort
Efter gentagne strejker på Nykøbing F. Sygehus er der nu dialog mellem servicemedarbejdere og ledelse for at finde løsninger på de massive arbejdsmiljøproblemer, som Arbejdstilsynet har beskrevet i den rapport, som Folketidende har fået aktindsigt i.
Fagforeningen 3F forventer konkrete tiltag for at forbedre arbejdsmiljøet, da problemerne nu er kulmineret efter årelangt pres.
Sygefraværet blandt servicemedarbejderne er for højt og der er ikke tid til at fokusere på medarbejdernes trivsel. Det har ført til interne konflikter på afdelingerne.
Problemerne kulminerer
Det er fagforeningen 3F, der sammen med FOA repræsenterer de
ansatte i de berørte afdelinger.
Karina Petersen fortæller, at hun i dialogen med ledelsen
oplever en større opmærksomhed på, at der er problemer i afdelingerne, som skal
løses.
Det første af mange møder mellem ledelsen og repræsentanter
for servicemedarbejderne fandt sted mandag den 11. august. Dermed er starten gået for den proces, der skal føre til konkrete tiltag for forbedring af
arbejdsmiljøet.
Folketidende har tidligere kunnet beskrive, hvordan
de ansatte på afdelingerne har været udsat for ”årelangt” arbejdspres. Der har
ikke været tid til at fokusere på de ansattes trivsel, og det har ført til
interne konflikter på afdelingen.
Det billede genkender man i 3F, som ”længe” har været bekendt
med udfordringer på afdelingerne – i særlig grad affødt af besparelser i det
offentlige.
Men i år er udfordringerne kulmineret.
- Fra foråret og frem til nu har det været meget
koncentreret med frustrationer på afdelingerne. Men selvfølgelig har vi været
klar over i en årrække, at det har været et problem, fordi sundhedsvæsenet er
blevet presset så meget, som det er.
Karina Petersen forklarer, at det i den offentlige sektor
kan tage lang tid at nå frem til konkrete løsninger på udfordringer som dem, servicemedarbejderne
står over for. Der er indrettet systemer, som er fornuftige. Men selvsamme
systemer kan agere hæmsko for hurtige løsninger.
- Så man kan godt sige, at jeg da ville ønske, at vi havde
sat os ned på første møde og lige fikset det hele. Det kan vi bare ikke. Der
skal lidt mere til, desværre. Men tro mig: jeg ville ønske, at det kunne gå så
hurtigt, så medarbejderne ikke stod i den situation, de står i nu.
Er du fortrøstningsfuld i forhold til at det også i
sidste ende resulterer i bedre arbejdsvilkår for servicemedarbejderne?
- Selvfølgelig er jeg det. Jeg har
store forventninger til, at det her kommer til at fungere. Hvis ikke jeg troede
på det, så skulle jeg ikke sidde her.
- Nu står vi her i
anden omgang, og det havde været unødvendigt, hvis der var blevet fulgt op på nogle
ting. Så jeg er meget fortrøstningsfuld, fordi der også denne gang har været
mere vågenhed fra den øverste direktion om at der er noget, man skal kigge på
omkring arbejdsmiljøet.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu