Kultur
Væggerløse Forsamlingshus har længe stået i en usikker situation, men nu er der politisk vilje til at give huset i gave til en ny forening. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Forsamlingshus reddet af ildsjæle – får millionstøtte til renovering
En ny forening med over 80 medlemmer og 27 frivillige står klar til at puste liv i Væggerløse Forsamlingshus.
I oktober 2024 sluttede forpagtningen af Væggerløse
Forsamlingshus, og det åbnede for nye muligheder for at udvikle huset i
fællesskab.
Siden har en gruppe borgere taget initiativ til at stifte
Foreningen Væggerløse Forsamlingshus med det formål at skabe nyt liv i
bygningen.
Og det initiativ bakkes op af landdistrikter, kultur og fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune. Udvalget anbefaler derfor byrådet at overdrage ejendommen på Væggerløsevej 6 i gave til
foreningen. Foreningen skal drive huset videre som et samlingssted for lokalsamfundet.
Og det er der allerede stor lokal opbakning til. Foreningen består af fem bestyrelsesmedlemmer, 2 suppleanter, mere end 80 medlemmer samt 27 frivillige
ressourcepersoner, som står klar til at bidrage med både istandsættelse og
drift. Mange flere står på venteliste, oplyser Guldborgsund Kommune.
- I udvalget er vi glade for med denne investering at kunne
understøtte de lokale ildsjæle i Væggerløse. Forsamlingshusene er rygraden i
mange af vores lokalsamfund. Med denne løsning sikrer vi, at Væggerløse
Forsamlingshus ikke blot bevares, men også får nyt liv til glæde for borgerne, siger formand for landdistrikter, kultur og fritidsudvalget, Ole K. Larsen (V).
Mange planer for fremtiden
Forsamlingshuset skal danne rammer for både private og
offentlige arrangementer som fællesspisning, julefester og kreative dage.
Samtidig er der indledt dialog om samarbejder med foreninger om aktiviteter
inden for musik, sang, dans og teater.
- I mere end 100 år har Væggerløse forsamlingshus været
byens samlingssted. Foreningen Væggerløse Forsamlingshus har nu
sikret husets fremtid, hvilket vi på byens og områdets vegne er utrolig glade
for. Visionen er at skabe et moderne og hyggeligt mødested til fællesskab,
foreningsliv, kultur og private sammenkomster. Forsamlingshuset skal igen være
byens hjerte - et sted hvor fællesskabet kan leve og vokse, siger Tom Jensen,
formand for Væggerløse Forsamlingshus.
Foreningen bør ifølge udvalget få overdraget ejendommen uden betaling og med enkle rammer for fremtidigt ejerskab.
Samtidig bevilger
Guldborgsund Kommune knap 1 million kroner til renovering. Midlerne finansieres med
740.000 kroner fra puljen Små
Hurtige Succeser og 256.000 kroner fra Landdistriktspuljen i budget
2025.
Derudover modtager foreningen et årligt driftstilskud fra 2025 og frem på
linje med de øvrige forsamlingshuse i kommunen.
Seneste artikler
NFC-rengøringssag forsvandt fra dagsordenen: Her er forklaringen
Syv anholdt i stor narkoaktion på Lolland
Nykøbing-rektor reagerer på sammenlægning
Efter stor forandring: Nu reagerer Lolland-rektorer
Kæmpe kabale skal redde ungdomsuddannelser på Lolland-Falster
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet