SE VIDEOEN ▶️

Freja Elmer er lige nu i gang med at renovere en stol i sit værksted. Foto: Rikke Folm Berg

Freja bygger med de samme værdier hjemme, i værkstedet og på tv

I sit eget hus på Falster bevarer, genbruger og fornyer Freja Elmer med omtanke. De samme værdier præger hendes virksomhed – og dem vil hun nu være med til at udbrede i DR’s nye boligprogram.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Freja Elmer i 2020 købte et nedlagt landbrug nær Horbelev på Falster, købte hun ikke bare et sted at bo. Hun købte også en ramme for det liv og det håndværk, hun gerne vil stå for.

Freja Elmer fremmer bæredygtigt byggeri på Falster

  • Freja Elmer fra Falster kombinerer bevaring og fornyelse i sit hjem og virksomhed, og deltager nu i DR's boligprogram for at fremme brugen af biogene byggematerialer.
  • Hun arbejder for at øge forståelsen for bæredygtige materialer blandt almindelige boligejere og ser en personlig glæde i at restaurere gamle møbler og bygningsdele.

I hendes eget hjem hænger værdierne tæt sammen med det, hun arbejder med i sin virksomhed, og med det, hun nu skal være med til at formidle i DR’s nye boligprogram med Søren Vester.

Når Freja ser på et gammelt hus, er det ikke de hurtige løsninger eller moderne overflader, der interesserer hende mest.

– Det, jeg kigger på i et gammelt hus, det er knoglerne, fortæller hun.

Freja købte nedlagt landbrug med gode knogler

- I stuehuset på Falster er knoglerne gode, siger hun. 

Hun fremhæver blandt andet de gamle kernetræsvinduer med forsatsrammer og et murværk, der stadig står skarpt. Det er den slags kvaliteter, hun mener, man skal lære at se værdien i, før man river ud og skifter til nyt.

I huset har hun bevaret de gamle døre og det inderste af karmene, mens paneler og udvalgte gulve er skiftet. For hende handler renovering ikke om at føre et hus slavisk tilbage til fortiden, men om at finde balancen mellem bevaring og nutidige behov.

Derfor har hun også fjernet dørtrin, så en robotstøvsuger kan køre uhindret gennem huset.

– Nutiden rykker ind, så det er ikke, fordi vi skal bo i jordhuler, siger hun.

Også køkkenet er valgt med både funktion og økonomi for øje.

Freja Elmer lever selv efter de principper, hun brænder for som snedker: bevar det, der kan reddes, brug materialerne med omtanke og tænk nyt uden at smide historien ud. Foto: Rikke Folm Berg

– Jeg har sat et Ikea-køkken ind. Økonomien skal også hænge sammen, og det skal også være funktionelt.

Hvad er biogene byggematerialer:

Biogene byggematerialer er fornybare, plantebaserede eller organiske materialer – som træ, halm, hamp og ålegræs – der lagrer og reducerer byggeriets klimabelastning. De anvendes til bærende konstruktioner, isolering og overflader, og tilbyder et bæredygtigt alternativ til beton og stål, men kræver præcision i fugthåndtering og brandkrav.

Kilde: Social- og boligstyrelsen.

Drømmen er at renovere især døre, vinduer og møbler

Netop den tankegang er central for Freja: Man skal bevare mest muligt, genbruge det, der kan reddes, og kun skifte det, der reelt ikke står til at redde. Det gælder hjemme hos hende selv, og det er også det, hun gerne vil arbejde mere med i sin virksomhed.

Hun er stadig i opstartsfasen som selvstændig og tager de opgaver, der kommer, men drømmen er klar. Hun vil især arbejde med restaurering af døre, vinduer og møbler og med den type håndværk, hvor kvalitet, materialeforståelse og lang levetid er i centrum.

– Drømmen er at kunne renovere og restaurere især døre, vinduer og møbler.

Jeg har i sinde at lave noget rigtig godt håndværk og at skubbe på branchen.

Freja Elmer, 30-årig selvstændig håndværker

For Freja er det ikke kun et spørgsmål om æstetik eller nostalgi. Det handler også om klima, ressourcer og fremtidens byggeri. Hun arbejder for, at flere får øjnene op for biogene byggematerialer og for en byggeskik med mindre kemi og større respekt for de materialer, vi allerede har.

– Jeg har i sinde at lave noget rigtig godt håndværk og at skubbe på branchen, siger hun.

Ifølge hende vinder biogene byggematerialer indpas. 

- Men der skal stadig skubbes mere på med det, fordi det er fremtiden, siger hun.

Hun nævner, at biogene byggematerialer for eksempel kan være træfiberisolering og græsisolering. Altså materialer som kan dyrkes og bruges mere aktivt i byggeriet. For Freja er det afgørende, at den udvikling ikke kun bliver for fagfolk, men også bliver forståelig for almindelige boligejere.

Tv er en mulighed for at udbrede budskabet

Det er også derfor, hun ser en særlig mulighed i medvirken i DR-programmet. Her får hun ikke bare lov til at arbejde med de løsninger, hun selv tror på. Hun får også mulighed for at være med til at udbrede dem til et bredere publikum.

– I DR-programmet renoverer vi med biogene byggematerialer og undersøger, hvad der er af muligheder i branchen, og det er lige præcis det, jeg synes er interessant, siger hun.

Freja Elmer valgte at blive selvstændig, da hun fik muligheden for at medvirke på tv. Foto: Rikke Folm Berg

Hun peger på, at der stadig mangler viden og fælles retning på området.

– Vi har ikke en go-to i dag, vi har ikke en bog med sådan gør du, og vi skal have gjort sådan, at den almindelige dansker, der ikke er håndværker, også har en forståelse for, at biogene byggematerialer er en god vej at gå.

Det samme syn har hun på gamle møbler og bygningsdele. For hende giver det mening at redde og restaurere frem for at kassere og købe nyt, både fordi kvaliteten ofte er højere, og fordi klimaaftrykket allerede er taget.

– Det er meget få møbler, der bliver lavet, som man gjorde tilbage i tiden. Det, vi allerede har produceret, koster ikke det samme CO2, siger hun.

Hun lægger ikke skjul på, at der også ligger en personlig glæde i arbejdet.

– Jeg har virkelig kærlighed til de gamle ting og til designet, og så elsker jeg også bare at renovere. Det er så tilfredsstillende, og så er det fedt at få tingene til at passe sammen og virke igen og kunne bruges.

På den måde hænger hendes hjem, hendes virksomhed og tv-medvirken tæt sammen. Det, hun gør i sit eget hus på Falster, er ikke bare privat interesse. Det er også den måde, hun gerne vil arbejde som snedker – og den måde, hun nu får mulighed for at være med til at vise frem på landsdækkende tv.