Byens historier

Historiens Hus Nakskov
Pressefoto

Heidi fik en vild idé – og nu valfarter de til Nakskov

"Jeg arbejder på arkivet" og folk himler med øjnene og forestiller sig en gammel grå mand, med læsebrillerne helt ude på næsetippen, der går rundt mellem støv og pergamenter. Nu vil Heidi Pfeffer lave om på den opfattelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Andre arkiv-arbejdere strømmer til Historiens Hus Nakskov, som er byens arkiv, det samme gør nakskovitterne og turisterne, for der er sket noget i den gamle postbygning.

- Jeg følte altid, der var plads til forbedring, fortæller Heidi Pfeffer, der er arkivleder og har arbejdet på arkivet siden 1997.

Historiens Hus Nakskov

Arkivet tilbyder professionelle lydfortællinger om skibsværftet.

Tekster om byens politiske historie, sjove fortællinger om fire nakskovitter og formidling i børnehøjde møder man også på arkivet.

Ombygningen og udviklingen er støttet af A.P. Møllers Fond, Augustinusfonden, Knud Højgaards Fond, Louis Hansen-Fonden, Frimodt-Heineke Fonden, Sportgoodsfonden, Lolland Kommunes frie kulturmidler og Lollandsfonden.

- Vi skal udvikle lokalarkivet fra at være et kedeligt og måske gammeldags til et moderne sted, hvor vi ikke bare bevarer og registrer vores samlinger, til at blive et sted, hvor vi fortæller om det, vi har, siger arkivlederen.

Ikke længere er det gamle arkiv kun et kedeligt sted, hvor to gæster om ugen kommer ind for at dykke ned i deres slægt. De kommer stadig, men det gør både skoleklasser, bedsteforældre med børnebørn og turisterne også, for de vil alle se, hvordan Nakskov er blevet den by, den er i dag.

Formidling i topklasse

Skranken blokerer ikke længere de besøgende, indgangen er gjort imødekommende og arkivet tilbyder ikke længere bare adgang til materialet, men formidler aktivt Nakskovs historie.

- Jeg synes, det er vigtigt, at nakskovitterne kender deres egen historie. Vi ved godt, hvordan Nakskov bliver omtalt i medierne, og jeg har lyst til at fortælle, at der er en anden del af historien. Arkivet giver en base af viden om, at det her er en by man kan være stolt af, mener Heidi Pfeffer.

En fløjte lyder og maleriet på væggen bevæger sig og kommer til live. Engang var fløjten en del af byens faste lyde, og som i trance bevæger en flok arbejdere sig mod skibsværftet, fortællingen om skibsværftet kører i høretelefoner, der sidder ved behagelige lænestole i arkivet.

Hvor der før stod store hvide metalkasser fyldt med gamle papirer, er der i dag indrettet en hyggelig fortælle-udstilling om et af byens mest betydningsfulde institutioner. Der er fortællinger i børnehøjde, man kan tage noget af det gamle beskyttelsestøj på eller bladre igennem et katalog af øgenavne, arbejderne gav hinanden på værftet - og hvis man kender et øgenavn, der ikke allerede er i hæftet, kan man tippe arkivet om det.

Fremtidens arkiv

Historiens Hus Nakskov
Selv toilettet gemmer på finurligheder i Historiens Hus Nakskov. Foto: Nicklas Linnemann

- Vi ser flere bedsteforældre, der kommer ind med deres børnebørn og viser dem, hvordan bedstefar plejede at arbejde. Nogle gange kommer tidligere værftarbejdere ind og fortæller, at de kan genkende deres oplevelser i vores fortællinger, og jeg har oplevet flere, der sidder i 30 minutter og lytter til fortællingerne fra værftet, siger arkivlederen.

Fortællingerne er blevet til ved, at 130 tidligere skibsværftarbejdere er interviewet om deres fortid.

At formidle byens historie er fremtiden for Nakskovs arkiv og måske for andre danske arkiver. For Historiens Hus Nakskov oplever at flere arkivarer fra hele Danmark tager til Nakskov for at se, hvordan man gør et arkiv folkeligt.

- Det skal være for alle, og det koster skridtene at gå herhen og åbne døren, Heidi Pfeffer og smiler.

Så vidt Heidi Pfeffer ved, er der ikke andre arkiver i Danmark, der formidler lokalarkivets samlinger på et professionelt niveau, der ligner museernes.

Udstillingen om skibsværftet har været åben i længere tid, men nu åbner arkivet op for den næste del af deres formidling, der fokuserer på byens politiske historie, hvor Nakskov engang var guldstandarden for kommuner. Der er også en udstilling omkring fire sjove personligheder fra Nakskovs historie.