Søndag bliver en helt speciel dag for Nykøbing FC's kvindehold. Foto: BetaMyBrian Mortensen
Historisk dag i Nykøbing: Sker for første gang
Når Nykøbing FC's kvinder løber på banen søndag, bliver det for første gang nogensinde med fuldt stadion-setup i Lollands Bank Park. Claus Jensen håber på stor opbakning på lægterne til opgøret, hvor der bliver gratis adgang.
Søndag skriver Nykøbing FC historie for den lokale kvindefodbold.
For første gang nogensinde skal NFC's kvinder spille en hjemmekamp med fuldt stadion-setup på Lollands Bank Park, hvor herrerne normalt har hjemme. Det bliver med indløb, musik, aktiviteter og den fulde pakke, som publikum kender det fra herresiden, oplyser klubben.
Og det bliver gratis at komme ind til det historiske opgør, der spilles mod Sundby. Det er kvindenetværket KODA, som består af erhvervskvinder fra Lolland-Falster, der som kamppartner til kampen har sikret, at der bliver gratis adgang.
Program for dagen
10.30: Banner-workshop og ansigtsmaling ved Mo.Ve
11.45: March mod Lollands Bank Park – anført af tidligere landsholdsspiller og lokale profil, Rikke Sevecke
12.15: Ankomst til Lollands Bank Park
13.00: Kampstart
Aktiviteter på stadion:
Hoppeborg i familiezonen
Besøg fra Pangea Park med spændende dyr
Gratis amerikansk lotteri med flotte præmier fra kvindenetværket
Gratis sodavand/øl fra Royal Unibrew til de første på stadion (så længe lager haves)
Scor Kassen præsenteret af Burger King - præmiepulje på hele 6.000 kr.
- Det bliver en stor dag for kvindefodbolden på Lolland-Falster. Nu er det kvindernes tur til at indtage Lollands Bank Park, og det er helt naturligt, at vores talentfulde kvindehold skal have en kæmpe oplevelse på lige vilkår med vores herrehold. Vi håber, at rigtig mange vil tage turen i Lollands Bank Park, for vi har muligheden for at gøre det til en historisk og mindeværdig dag for både klubben og ikke mindst kvindefodbolden på Lolland-Falster. Vi glæder os helt vildt til søndag, siger Alice F. Sørensen, talskvinde for KODA-netværket, til klubbens hjemmeside.
Klubben oplyser, at man forventer 100-120 partnere i loungen før kampen, mens der også vil være masser af aktiviteter uden for banen i timerne op til kampen.
Annonce
Klar ambition om at styrke kvindefodbolden
Fodbolddirektør Claus Jensen kalder også den kommende kamp for "en markant dag for Nykøbing FC og kvindefodbolden i området".
- Vi ønsker at understrege, hvor stolte vi er af vores kvindehold, som på kort tid har skabt flotte resultater og markeret sig i vores klubs hverdag. Det er en stor oplevelse for spillerne, men også for publikum, som nu får mulighed for at opleve kvindefodbold i de helt rigtige rammer på stadion, siger fodbolddirektøren til klubbens hjemmeside.
Samtidig understreger han, at søndagens setup "blot er endnu et skridt på vejen" for klubbens kvindehold.
- Vi har en klar ambition om at styrke kvindefodbolden i klubben og i lokalsamfundet. Det handler om at skabe oplevelser, rollemodeller og nye drømme - både på og udenfor banen, siger Claus Jensen, der håber på at se masser af tilskuere til den historiske kamp.
- Det er en dag, hvor vi gerne vil samle hele klubben og hele lokalsamfundet. Kvinderne fortjener at mærke opbakningen fra tribunerne, og vi glæder os til at dele oplevelsen med alle, der elsker fodbold, siger Claus Jensen.
Nykøbing FC's kvinder spiller i rækken "Kvindeserie Øst", som svarer til fjerdebedste niveau i Danmark.