Sport

Heorhii "Gosha" Diachenko (i midten) flankeret af sine to trænere Brian Mønsted og Brian Jensen. Privatfoto

Husker du boksetalentet Gosha? Nu er han dansk mester

Han er blot 13 år og stammer fra Ukraine, men allerede nu kan bokseren Heorhii Diachenko fra Bokseklubben Nykøbing F. kalde sig dansk mester.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nykøbing F. Bokseklub har fået en ny danmarksmester.

Han er blot 13 år gammel og stammer fra Ukraine, men nu kan han allerede kalde sig dansk mester i boksning. 

Heorhii Diachenko med kælenavnet "Gosha" gik direkte i finalen i drengenes U15-række. Normalt bokser han i 44,5 kilo-klassen, men blev tilbudt at bokse i 46-kilo-klassen. 

Her mødte han den noget mere erfarne Anders Gribsholt fra Hornslet B.K., som inden opgøret havde bokset 33 kampe mod Heorhii Diachenkos 12 kampe.

"Gosha" gik til opgaven med krum hals og efter at have rystet nerverne af sig i første omgang, satte han i anden omgang tempoet op og tog styringen i resten af kampen - og med masser af bevægelse og træffere vandt han alle tre omgange og efterfølgende kampen med alle fem dommerstemmer, fortæller hans træner Brian Jensen, der også er formand for Nykøbing F. Bokseklub.

Præstationen var så overbevisende, at han senere blev kåret som stævnets bedste U15-bokser. Det skete dog først efter, at Heorhii Diachenko var taget hjem, så han får i stedet prisen overrakt i morgen, onsdag.

Sådan så det ud, da vi besøgte Gosha tilbage i foråret: