Guldborgsund

Bord 4 vokser ud af det konkursramte Café Ritz, der ligger midt på torvet i Nykøbing. Foto: Nicklas Linnemann

Ikonisk café genopstår med store gastronomiske ambitioner

Bodil Tornøe Almgren overtager den tidligere Café Ritz på Torvet og åbner Bord 4 med ambitioner om at hente landsdelens første Bib Gourmand.

Offentliggjort Sidst opdateret
Bodil Almgren er klar til at overtage caféen og lave det til en restaurant. Pressefoto

Kort om bygningen

Ritz-bygningen i dens nuværende form åbnede i slutningen af 2017.

Dens forgænger blev raseret af en voldsom brand i oktober 2003, og i flere år derefter stod den mere eller mindre uberørt.

Entreprenørfirmaet Bo-Hus købte grunden i 2016, og i december 2017 kunne man så slå dørene op igen for en ny restaurant.

Bord 4 åbner 1. maj.

Snart slår Café Ritz endnu engang dørene op. Men ikke længere med det ellers velkendte navn.

"Bord 4" kommer til at pryde den nye facade og er navnet på den nye restaurant.

- Dels ligger det på Torvet nummer fire. Og der er de her fire elementer, som vi arbejder ud fra. Jord, ild, vand og luft, siger Bodil Tornøe Almgren, der er forpagter på Fuglsang Herregård, og som altså fra 1. maj overtager den centrale bygning på torvet.

- Og så er der også de fire sanser, vi bruger, når vi spiser. Og så bestiller man ofte et bord til fire også, siger Bodil Tornøe Almgren.

Lokale råvarer

Hendes kontrakt som forpagter udløber til oktober på herregården, og fonden bag Fuglsang vil noget nyt. Derfor har Bodil Tornøe Almgren den seneste tid ledt efter et nyt sted.

- Håndværkerne går i gang her på mandag, og netop Ritz-skiltet bliver pillet ned, det bliver noget helt andet. Vi har ikke nogen friture, siger hun.

For Bord 4 vil i en anden retning og servere en hel ny form for mad til falstringerne.

Hvad er Bib Gourmand?

Bib Gourmand er Michelins hæder til restauranter, der serverer god mad til rimelige priser. 

Udmærkelsen er blevet uddelt siden 1955. Navnet Bib eller Bibendum er kælenavnet for Michelins maskot, Michelin-manden.

- I princippet arbejder vi selvfølgelig med lokale råvarer, så vidt vi kan. Her på Lolland og Falster har vi jo nogle af de bedste råvarer, og hvis man kan få fat i dem, vil vi bruge dem. Vi lægger vægt på håndværket, smagen og kvaliteten, siger Bodil Tornøe Almgren.

Drømmer sig til stjernerne - næsten

Målet er ikke bare at levere god mad, men så god mad, at restauranten modtager landsdelens første Bib Gourmand. Det er niveauet inden en Michelin-stjerne. Bodil Tornøe Almgren kalder det et "stille mål", men at målet står fast alligevel.

Selvom det lyder som en dyr oplevelse, forsikrer Bodil Tornøe Almgren, at priserne vil være for alle.

- Man skal ikke lave den fejl med at sætte københavner-priser og lave det hele meget københavner-agtigt. Så kan det godt være, man overlever sommerferien, hvor der er turister og alt muligt, men det her, det er jo en helårsforretning, der skal køre, siger hun.

Bord 4 slår dørene op 1. maj. Foto: Nicklas Linnemann

For at sikre kvaliteten tager hun sin køkkenchef, Andre N'diaye, med fra Fuglsang Herregård. Han er 24 år, har arbejdet på Søllerød Kro og Formel B. To kæmpe navne i den danske restaurations verden.

Fine dining, men ordentligt

I dagstimerne åbner restauranten for stueetagen med café-stemning. Omkring 17.30 åbner første etage, hvor det bliver med fokus på fine dining.

- Nu skal jeg jo passe på, hvad jeg siger, nu er der jo virkelig spot på den slags restauranter i øjeblikket. Og der vil jeg lige understrege, at vi behandler vores personale godt, siger Bodil Tornøe Almgren og griner.

Med sin fortid på Søllerød Kro og Formel B er køkkenchefen klar til at indtage Nykøbing. Pressefoto

Det er ikke kun hende selv, der tror på planerne. Også udlejer af den gamle Café Ritz glæder sig til den nye restaurant.

- Hun har jo bevist, at hun kan føre et sted i en del år. Så det er jeg ret overbevist om, at det bliver en succes, siger Robert Bruun, der er udlejer af caféen. 

Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed

I januar 2025 gik Ritz Café og Cocktailbar konkurs. Dengang handlede det om, at der ikke var et stort nok kundegrundlag til at føre spisestedet videre. Alligevel er både Bodil Tornøe Almgren og Robert Bruun rolige.

- Det har byens bedste beliggenhed jo. Og så er den bygget til at være en restaurant, så det giver rigtig god mening, siger Robert Bruun.

- Jamen, det her er jo et helt andet koncept, vi tilbyder, siger Bodil Tornøe Almgren og understreger, at også et andet punkt gør restauranten spændende.

- Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Havde det ikke været midt på Torvet, så havde jeg nok ikke været lige så hooked.