Sport

Smilet er måske ikke så stort lige på dette billede, men Anne Christine Bossen fortæller, at hun blev "sindssygt glad", da hun fik at vide, at hun er udtaget til landsholdet. Arkivfoto: NFH

- Jeg blev sindssygt glad, da Helle ringede

NFH's målvogter Anne Christine Bossen er blevet efterudtaget til det danske kvindelandshold i håndbold, efter at Odense-keeperen Althea Reinhardt har meldt fra med en skade. Og det var et opkald, den unge NFH'er godt kunne bruge.

Offentliggjort

Det var et af den slags opkald, man ikke har noget imod at få, som NFH's målvogter Anne Christine Bossen fik tidligere på ugen.

Opkaldet kom nemlig fra landstræner Helle Thomsen, der havde fået brug for Bossen, fordi Odense målvogter Althea Reinhardt havde meldt fra til den kommende landsholdssamling på grund af en skade.

22-årige Anne Christine Bossen har en enkelt gang tidligere været med inde omkring A-landsholdet. Det var i efteråret sidste år, hvor hun fik debut for Danmark i en kamp mod Tyrkiet. 

Nu glæder hun sig til at være med igen.

- Jeg blev sindssygt glad, da Helle (Thomsen, red.) ringede, og jeg glæder mig bare helt vildt, til vi skal afsted. Det var meget nyt og lidt overvældende sidst, så jeg håber, at jeg ikke er helt så nervøs denne gang. Men det var jo også pissesjovt, så jeg glæder mig bare til at komme med igen, lyder det fra en glad Anne Christine Bossen.

-Det er jo en af grundene til, at jeg træner hver dag

Hun lægger ikke skjul på, at det er stort for hende at blive udtaget til at repræsentere Danmark.

- Det betyder sindssygt meget. Det er jo en af grundene til, at jeg træner hver dag. Jeg vil jo gerne gøre det rigtig godt i klubben, men jeg vil selvfølgelig også rigtig gerne repræsentere mit land og få de oplevelser, det giver, siger hun.

Danmark møder Ungarn i to kampe i starten af marts. Første kamp er på udebane 5. marts. Tre dage senere tørner de to hold sammen igen i  Svendborg.

Anne Christine Bossen får selskab i landsholdslejren af klubkammeraterne Nanna Hinnerfeldt og Clara Bang, der også er udtaget.