Guldborgsund

Her ses oversigtskortet over den seneste projektansøgning, hvor der nu er tilføjet en kirkepark til venstre i billedet. Skitse: Copenhagen Energy

Kirkepark og ridestier snor sig ind i kæmpe solcelleprojekt

Den kæmpestore plan om Energipark Agerup vil i en tilrettet og nedskaleret version tilbyde et netværk af grønne stier og en ny rekreativ kirkepark. 

Offentliggjort

For to år siden var der planer om at opføre det, der på daværende tidspunkt kunne være blevet til Norderuropas største solcellepark. Siden er der ændret i planerne for Energipark Agerup, hvor vindmøller en overgang også var en del af projektarealet.

Nu gælder det udelukkende solceller og batterier i den seneste og spritny projektansøgning, hvor Copenhagen Energy og projektets lodsejere ud af to mulige versioner selv anbefaler lokalpolitikerne at vælge projekt 1 med et nettoareal solceller på 153 hektar samt nye naturområder på 71 hektar og 7,5 hektar kirkepark. 

Kræver et mageskifte

- Man kan lave et mageskifte, så der kan laves en rekreativ park ved Våbensted Kirke på kirkens egen jord, forklarer formand for Våbensted-Engestofte Menighedsråd Knud Erik Rasmussen.

Hvis projektet kan gennemføres, så har vi aftalt at bytte jord med en anden af lodsejerne i projektet

Knud Erik Rasmussen

Våbensted Kirke er en af de fire lodsejere bag Energipark Agerup. Og menighedsrådet vil gerne være med til at planlægge og udvikle det udvalgte projektområde til gavn for Våbensted. Det vil ifølge projektansøgningen være muligt at søge midler fra Grøn Pulje til projekter som shelters, legeplads, stisystem eller andet.

Kan beskytte boringerne

- Hvis projektet kan gennemføres, så har vi aftalt at bytte jord med en anden af lodsejerne i projektet. Det er det, man kalder for mageskifte, så vi overtager den pågældende landmands jord omkring vandværket. På den måde kan vi beskytte boringerne, være med til at skabe et rekreativt område måske med nogle shelters eller andet. Det kan også være, der måske kan laves en hundeskov, forklarer Knud Erik Rasmussen, som har fået grønt lys til kirkeparken fra både menighedsråd og provstiet.

Kirkeparken ligger i tæt nærhed til Våbensted Vandværks boringer og er tiltænkt også at kunne bidrage med en udvidet grundvandsbeskyttelse.

Det vurderes således fra Copenhagen Energy og de fire lodsejeres side, at der på arealerne ved Agerup er et stort potentiale for at gennemføre et omfattende grundvandsprojekt, som kan medvirke til at sikre drikkevandskvaliteten for borgerne i Våbensted og Sakskøbing i mange år fremover.

Grønne stier til at ride på

Ender det med en kirkepark og 71 hektar nye naturområder som en del af energiparken, vil det ifølge godsejer Frederik Reventlow give flere grønne stier, alternativer til asfaltvejene i området og gode muligheder for at lave ridestier til glæde for rideskolen.

- Projektet vil skabe sammenhænge i naturen fra Krenkerups skove mod øst over Agerup og Trudstolpe til Nørreskov i den vestlige del af projektområdet. Herfra er der ikke langt til Maribosøerne. Færdsel til fods og på cykel i området kan i vid udstrækning ske på grønne stier med bedre adgang til landskabet, lyder det i ansøgningen.