Guldborgsund

Fødevarestyrelsen og Skattestyrelsen udførte kontrol i to slikbutikker i Nykøbing. Arkivfoto: Polfoto/Lasse Kofod

Kontrol i slikbutikker: Ejer køber slik "fra banditter"

Styrelser fandt fødevarer med overskredne udløbsdatoer og manglende sporbarhed, da de var på besøg i Nykøbing-slikbutikker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gamle varer og manglende sporbarhed i slikbutikker

  • Fødevarestyrelsen og Skattestyrelsen har været på kontrol i to slikbutikker i Nykøbing: Slikparadiset på Torvet og Candyking i Jernbanegade.

Slikbutikkerne i Nykøbing lokker dagligt kunder til med søde sager.

Denne gang var det dog myndighederne, der stod i døren, da Fødevarestyrelsen og Skattestyrelsen gennemførte kontrolbesøg ved to lokale slikbutikker i maj måned.

Styrelserne var ikke videre imponerede over, hvad de fandt.

Gammelt slik

I Slikparadiset på Torvet i Nykøbing fandt Fødevarestyrelsen 35 forskellige fødevarer, hvor bedst før eller udløbsdatoen var overskredet. De for gamle varer stod sammen med de øvrige fødevarer.

Virksomhedens kommentar til rapporten var, at "det får jeg styr på".

Styrelserne var også på besøg i Candyking i Jernbanegade, hvor syv kontrollerede varegrupper ud af 80 havde overskredet bedst før eller udløbsdatoen. Fødevarestyrelsen skriver i kontrolrapporten fra besøget, at "forholdet anses for at være under bagatelgrænsen".

Til gengæld blev det overfor virksomheden indskærpet, at den skal kunne redegøre for alle ingredienser i fødevarer, når den skilter med, at information om allergene ingredienser kan fås ved henvendelse til personalet.

Da Fødevarestyrelsen spurgte personalet om indholdet i flere produkter, kunne de ikke oplyse om allergene ingredienser.

Slik fra banditter

Når virksomheder handler med fødevarer, skal de kunne dokumentere, hvor de har købt dem. Det kan for eksempel være nødvendigt at vide, hvis en fødevare fra en bestemt producent tilbagekaldes.

Det kunne Candyking dog ikke dokumentere, og Fødevarestyrelsen indskærpede derfor også, at der skal etableres et system og procedurer, så man kan oplyse om sporbarheden.

Ejerens bemærkning til dét forhold var, at "det er banditter", han køber slik fra.

"De skriver det forskelligt på fakturaen, så derfor er det svært at finde," bemærkede han.

Både Slikparadiset og Candyking fik en "lige mund"-smiley med karakteren to. Ordningen er en skala, hvor ét er bedst og fire er værst. Begge virksomheder pålægges gebyrbelagt opfølgende kontrol.