Kristine og Andreas fandt eventyret på Falster

Da Kristine Vedel Adeltoft og Andreas Ulrich rykkede til Falster i sommeren 2012, var det ikke efter en lang boligjagt med mange fremvisninger.

Det var et spring.

Kristine fortæller, at de kun så gården på Falster en enkelt gang, før de slog til.

- Det var det eneste hus, vi så hernede. Vi købte efter én fremvisning, siger Kristine Vedel Adeltoft.

Parret kom fra Lejre på Sjælland, hvor de boede til leje. De havde en drøm om at skabe noget sammen, men uden et færdigt billede af, hvordan det skulle se ud.

- Vi kunne mærke, at vi skulle noget sammen. Vi ville have vores eget sted og vores eget eventyr, siger hun.

Falster var grænsen

At de endte på Falster var ikke tilfældigt, siger de. Det kunne for eksempel ikke have været på Fyn eller Jylland. For på det tidspunkt havde de fire børn, og to af børnene skulle fortsat kunne besøge deres far i København.

- Vi havde nogle ret klare krav til hverdagen. Det skulle være tæt på en station, der skulle være børnehave og skole, og børnene skulle kunne cykle i skole. Det var daglogistik, der skulle hænge sammen, siger Kristine Vedel Adeltoft.

Hun kalder det den afgørende ramme for, hvor langt de kunne rykke.

- Det var nok det længste, vi kunne komme, hvis pigerne stadig skulle kunne se deres far, siger hun.

Økonomien var det andet grundvilkår. De ville ikke sætte sig for dyrt og ende i et liv, hvor alt handlede om at betale for at bo.

- Vi var meget bevidste om, at vi ikke havde lyst til at sætte os for dyrt, siger Kristine Vedel Adeltoft.

Plads til idéer

Gården i Nørre Alslev-området gav dem noget, de ikke oplevede at kunne få i samme grad, hvor de kom fra.

- Den var til at betale, og der var nogle rammer med plads og muligheder. Det gjorde, at vi kunne prøve ting af, siger Andreas Ulrich.

Han beskriver stedet som en slags legeplads, hvor der var kort vej fra tanke til handling.

- Der er nogle rammer her, som gør, at idéer hurtigt kan realiseres. Man behøver ikke lade dem hænge som drømme, siger han.

I en periode drev de også Bed & Breakfast på gården. Ikke fordi det var en gammel plan, men fordi muligheden opstod.

- Der ligger også noget menneskeligt i det. Fra at tænke at det kunne være sjovt, til at prøve det og erfare, hvad det egentlig handler om, siger Andreas Ulrich.

Den negative fortælling

De lægger ikke skjul på, at flytningen også havde en bagside i starten. Andreas fortæller, at tvivlen ikke fyldte, før de flyttede, men kom efter.

- Jeg kan ikke huske så meget tvivl inden. Men efter vi var flyttet, brugte jeg ret meget energi på at veje tingene op imod hinanden for at overbevise mig selv om, at det var det rigtige, siger Andreas Ulrich.

Han peger på, at den negative fortælling om Lolland-Falster er gammel og sejlivet, og at den ikke bare forsvinder hurtigt.

- Det er en mangeårig fortælling. Den ændrer sig ikke på fem år, siger han.

Han oplever også, at enkelte negative historier kan få stor opmærksomhed, mens de mere nuancerede fortællinger har sværere ved at trænge igennem.

- De historier klæber sig bare til en, siger Andreas Ulrich.

Men med tiden lettede følelsen.

- Jeg tror, der gik tre-fire år, før skuldrene sank helt, siger han.

Mødet med mennesker

For Kristine var noget af det første, der slog hende, måden de blev mødt på i hverdagen.

- Den imødekommenhed, man møder, når man handler eller møder folk, var slående for mig. Det lagde jeg mærke til fra dag ét, siger Kristine Vedel Adeltoft.

Hun beskriver også en form for frihed i at få mere plads omkring sig og færre øjne på dagligdagen.

- Jeg fik ret hurtigt en følelse af, at jeg kunne være mere mig selv, siger hun.

Læs også

Kan tilflyttere vende udviklingen?

To selvstændige på samme gårdsplads

I dag er gården ikke bare et hjem. Den er også fundamentet for deres arbejdsliv.

Andreas Ulrich driver den grafiske designvirksomhed VIAH, som han allerede havde, da de flyttede.

- Min virksomhed flyttede bare med. Forskellen var, at kontoret blev herhjemme på gården, siger han.

Kristine Vedel Adeltoft driver i dag sit eget keramiske værksted og butik på gården under navnet Kristine Vedel Adeltoft Ceramics. 

Hun sælger fra sin butik, via webshop og gennem forhandlere lokalt og i København. Hun samarbejder også med restauranter og hoteller, hvor hun leverer specialfremstillede tallerkener og skåle til gastronomien.

Hun fortæller, at sociale medier i høj grad betyder, at placeringen af hendes butik ikke nødvendigvis er afgørende for salget.

- Instagram har været et vindue ud. Så det har ikke betydet så meget, hvor mit værksted ligger, siger hun.

Samtidig understreger hun, at kunderne sjældent falder ind fra gaden.

- Man snubler ikke lige forbi. Folk kommer ofte, fordi de har planlagt det, siger Kristine Vedel Adeltoft.

Tålmodighed og et nyt netværk

Andreas fortæller, at han tidligt gjorde sig klart, at man ikke bare får lokale kunder, fordi man flytter til.

- Jeg var bevidst om, at der kan gå lang tid, før man kommer ind på livet af virksomheder et nyt sted. Der er en loyalitet i kundekredse, siger Andreas Ulrich.

Han valgte derfor at arbejde sig ind i området gennem netværk og en opsøgende tilgang.

- Jeg valgte erhvervsnetværk og var tålmodig. Jeg havde ikke en forventning om, at det skulle ske på et år, siger han.

I dag ser det anderledes ud.

- I dag er størstedelen af mine kunder hernede på Lolland-Falster, siger Andreas Ulrich.

Savnet

Selv om de er glade for Falster, er der ting, de savner. Især det at have familie og gamle venner tættere på.

- Vi savner nogle gange at have venner og familie tættere på, især når vores forældre bliver ældre, siger Kristine Vedel Adeltoft.

De peger også på, at man ikke kan få alle storbyens muligheder med, når man flytter ud.

Kristine kalder det et regnestykke, man må tage.

Alligevel er de ikke i tvivl om, at valget gav noget, de ikke ville være foruden.

For dem blev Falster ikke bare et forsøg. Det blev en base.