Guldborgsund

Sådan så det ud på Cementen i Nykøbing tilbage i januar 2024, hvor landsdelen blev ramt af kraftig nedbør og medfølgende oversvømmelser. Arkivfoto: Ingrid Riis

Lokal kommune topper trist liste: Her drukner de i skader

Ny opgørelse viser, at Guldborgsund Kommune de seneste år har haft flere skybrudsskader pr. 1.000 indbyggere end nogen anden kommune i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har til tider været vådt på Sydhavsøerne, når sluserne for alvor er blevet åbnet foroven. Også så vådt, at det har resulteret i adskillige skader.

Guldborgsund Kommune topper nemlig en landsdækkende, men kedelig statistik. Ifølge en ny opgørelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension (F&P) er kommunen den kommune i hele Danmark, der har været ramt af flest skybrudsskader pr. 1.000 indbyggere.

Begge lokale kommuner indtager kedelige placeringer. Foto: P&F

I perioden fra 1. januar 2023 til 30. juni 2025 er der anmeldt hele 1.321 skybrudsskader. Det svarer til 22 skader pr. 1.000 indbyggere, som altså er på det højeste niveau i hele landet.

- Jeg tror ikke, at borgerne i Guldborgsund Kommune er i tvivl om, at klimaforandringerne er en realitet, og at de byder på vildere vejr og voldsommere nedbør fremover. Skybrud i området har betydet oversvømmede kældre, vand i husene og ødelagt indbo, og Guldborgsund er ud over det også sårbar overfor stormflod fra havet og fra højtstående grundvand, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P, i en pressemeddelelse.

Ifølge hende bør klimasikring og forebyggelse blive en del af kommunalvalgkampen og et centralt fokusområde - også efter valget.

- Den kommende kommunalbestyrelse i Guldborgsund står overfor en stor opgave med at sikre, at borgerne kan føle sig trygge, når vejret viser tænder. Fra andre steder i Europa ved vi, at hvis intet bliver gjort, kan forsikringsselskaber være nødsaget til at trække sig fra store områder, fordi de oversvømmes igen og igen. Der er vi ikke nået til i Danmark – og det gør vi heller ikke, hvis vi viser rettidig omhu, siger Pia Holm Steffensen.

Lolland Kommune indtager sjettepladsen på listen med 16 skybrudsskader pr. 1.000 indbyggere. Her har der i perioden været i alt 643 skader.

Sådan så det ud, da Claudia Hagstrøm fik en kloaksø i baghaven som følge af et dobbelt skybrud i Nykøbing i juli:

Læs mere om skybrud på Sydhavsøerne

skybrud