Hackerangreb mod FLC

På billedet ses byggepladsen i Rødbyhavn, hvor tunnelelementerne, som tilsammen skal udgøre den kommende Femern Bælt-tunnel mellem Danmark og Tyskland, bliver støbt. Arkivfoto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Minister indkalder partier efter cyberhændelse ved Femern

Det blev tirsdag meldt ud, at der var sket en såkaldt cyberhændelse ved byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen.

Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen (SF), har indkaldt partierne bag Danmarks nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed til en drøftelse.

Det oplyser hun til TV 2.

- Det alvorlige trusselsbillede og den seneste tids hændelser er grunden til, at jeg har indkaldt partierne til en drøftelse af, hvilke tiltag der kan sættes i gang, siger hun.

Meldingen fra ministeren kommer, efter at Sund & Bælt tirsdag eftermiddag oplyste, at Femern-byggeriet ved Rødbyhavn var ramt af det, der blev beskrevet som en cyberhændelse.

- Vores entreprenør, FLC (Femern Link Contractors, red.), har orienteret os om, at de har været udsat for en cyberhændelse, lød det fra Sund & Bælts pressechef, Jens Villemoes, i en udtalelse på hjemmesiden.

Partierne skal under drøftelsen tale om, hvilke konkrete tiltag der skal sættes i værk for at styrke Danmarks cybersikkerhed, siger Lisbeth Bech-Nielsen til TV 2.

Det fremgår ikke af ministerens udtalelse, hvornår partierne skal mødes og tale sammen.

Hun fortæller videre, at det er for tidligt at konkludere noget om cyberhændelsen, men at "myndighederne undersøger" den.

Folketidende omtaler hændelsen som et hackerangreb. Folketidende erfarer, at medarbejderne ikke måtte logge på wi-fi, åbne computere eller mails fra FLC.

Store dele af systemet var lukket ned, og selv vagternes adgangssystem var ude af drift. Arbejdstimer kunne heller ikke registreres som normalt.

Angrebet ramte også dele af arbejdet til søs, hvor flere fartøjer lå stille, fordi de ikke kunne tilgå digitale systemer og data. Problemerne skal være begyndt natten til mandag.

Femern Bælt-tunnelen skal forbinde Rødbyhavn med Puttgarden. Når forbindelsen står færdig, vil turen mellem Danmark og Tyskland tage syv minutter i tog og ti minutter i bil.

Byggeriet blev påbegyndt i 2020 på den danske side og i 2021 på den tyske side.

RITZAU