Guldborgsund

Her ses den hemmelige hæklers nyeste værk, som er hængt op ved Villa Marina i Adelgade. Privatfoto

Mysteriet fortsætter: Den hemmelige hækler er tilbage

Nysteds gader bliver nu igen prydet med hæklerierne fra en anonym kvinde - og der er flere på vej.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den hemmelige hækler er tilbage i Nysted.

Kvinden - for så meget ved vi om personen - der sidste år begyndte at hænge sine hjemmehæklede kunstværker op på træer, lygepæle og andre steder i gadebilledet i Nysted, er aktiv igen.

I første omgang er det primært nogle af værkerne fra sidste år, som er blevet hængt op, men der er også et enkelt nyt iblandt - og der er med stor sandsynlighed flere på vej.

Artiklen fortsætter under billederne.

Her ses det nyeste værk i fuld figur. Privatfoto
Et andet af den hemmelige hæklers værker. Privatfoto

Det fortæller Yvonne Lise Larsen, der er indehaver af Nysted Slagteren og kender den hemmelige hækler.

Hun har været med til at hænge værkerne fra sidste år op igen, samt det foreløbig eneste nye, som hænger ved Villa Marina i Adelgade.

- Foreløbig hænger der 11 værker, og der kommer yderligere et af de gamle op i aften (onsdag, red.) eller i morgen, fortæller hun.

Når det er hængt op, vil der hænge hæklerier i både Jernbanegade, Adelgade, ved Gl. Torv samt ved Falck-stationen.

Den hemmelige hækler er ikke kun et samtaleemne i Nysted. Sidste år nåede historien også til TV2-programmet Go' Morgen Danmark.

- Kom lidt bag på hende

Yvonne Lise Larsen vil ikke afsløre, hvem den hemmelige hækler er, men hun vil gerne fortælle lidt om, hvordan det hele er opstået.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der bor en bager ... - også i Nysted. Privatfoto

- Hun synes bare, det er sjovt at hækle. Jeg tror, hun vælger motiverne lidt ud fra forretningerne i byen og de mennesker, der arbejder der.

- Jeg tror, det kom lidt bag på hende, at det fik så meget opmærksomhed, så nu kribler det vist i hende for at lave flere. Så jeg tror, der er flere på vej, siger hun.

Og betydningen af de hæklede kunstværker skal man ikke underkende, mener Yvonne Lise Larsen:

- Jeg synes, det har givet Nysted et helt nyt liv.

Pølser, pomfritter og is er der også blevet plads til ved pølsemanden. Privatfoto