Centralskolen i Errindlev har stået tom, siden den lukkede i 2005. Men det har ikke forhindret folk i at bruge skolegården som affaldsdepot med bunker af asbestplader, kabelskrot og klamt husholdningsaffald.
Bygningen bærer præg af omfattende hærværk. Næsten alle ruder er smadret og glasskår ligger som en mosaik spredt ud over det, der engang var skolegården.
Borgere i Errindlev omtaler bygningen som "Rottereden", fordi de mener, at de store mængder affald tiltrækker skadedyr.
Beboerne i Errindlev skal ikke glæde sig for tidligt.
Lolland Kommunes udmelding om, at den for længst nedlagte Centralskole skulle rives ned, er foreløbig sat på pause.
Skolen lukkede i 2005, og siden børnestemmerne forsvandt, har skolegården fungeret som affaldsdepot. Der ligger bunker af asbestplader, gamle køleskabe, madrasser og masser af kabelskrot.
Beboerne i området er trætte af den uautoriserede genbrugsplads og har flere gange henvendt sig til Lolland Kommune. De frygter, at affaldet tiltrækker rotter, som bevæger sig videre ind i Errindlev.
Det er jo ikke holdbart at have sådan en skole liggende.
Henrik Jacobsen (K), byrådsmedlem og formand for det kommende Klima-, teknik- og miljøudvalg
Køb bygningen
Annonce
Lolland Kommunes svar var i oktober 2025, at den bedste løsning på problemet med rotter, hærværk og ildspåsættelser på Centralskolen var at købe bygningen og rive den ned.
Planen var dengang, at kommunen ville finde midler i Landbypuljen, så det, de lokale omtaler som "Rottereden" kunne blive opkøbt og revet ned.
Dorthe Kærbo Christensen, beboer i Errindlev og rottebekæmper er ikke i tvivl. Bunkerne af affald tiltrækker rotter. Arkivfoto: Anna C. Møhl
Men nu viser det sig, at puljen ikke kan bruges til det formål.
Det oplyser Peter Vergo, sektorchef i Lolland Kommunes Teknik og Miljømyndighed.
- Vi har undersøgt, om Landsbypuljen kan bruges til at købe ejendommen og rive den ned. Men en nedlagt folkeskole og nu privatejet ejendom kommer ikke ind under puljens rammer, siger han.
Pulje til nedrivning
Landsbyfornyelse er en pulje til nedrivning og istandsættelse i Lolland Kommune.
Landsbyfornyelse sikrer midler til nedrivning af dårlige boliger og forskønnelse af de mindre byer.
Lolland Kommune prioriterer og yder tilskud til følgende aktiviteter:
Nedrivning af ubeboede og nedslidte boliger
Kommunalt opkøb af nedslidte ejendomme med henblik på nedrivning
Frivillig nedrivning af private, skæmmende erhvervsbygninger, hvor erhverv er ophørt, til gene for byens fysiske miljø (alene muligt i mindre byer)
Fjernelse af skrot og affald på boligejendomme (alene ¼ af udgiften kan støttes, mens ejer skal betale resten af udgiften)
Peter Vergo siger, at efter Folketidendes artikler i oktober 2025, blev rottebekæmpere sendt til den hærværksplagede skole for at undersøge, om der var skadedyr i området.
- Der var ingen tegn på rotter, som ville give anledning til øget indsats. Vi har haft kontakt til ejeren af ejendommen og der er blevet fulgt op på de ting, der kunne tiltrække rotter, siger han.
Den gamle skole ejes af en norsk såkaldt ejendomsudvikler. Folketidende har tidligere uden held forsøgt at få ham i tale. Ud over at eje den tidligere skole, er han kendt som udlejer af boliger på Lolland-Falster, og hans selskab er under tvangsopløsning.
Formand for byrådets kommende Klima-, teknik- og Miljøudvalg, der tiltræder efter nytår, Henrik Jacobsen (K) , har selv været med til at promovere rydningen af rottereden.
Annonce
Men som nyudnævnt formand for det politiske udvalg med ansvar for blandt andet Lolland Kommunes rottereder, er han ikke helt så kæphøj.
- Det er nyt for mig, at puljen ikke kan bruges til at købe og nedrive skolen. Men jeg vil se ind i sagen, når jeg begynder som formand. Det er jo ikke holdbart at have sådan en skole liggende, siger Henrik Jacobsen.
Der er ikke mange hele ruder tilbage i Centralskolen i Errindlev. Foto: Anna C. Møhl