Mindre end to uger før, at den nye ligasæson officielt begynder, har håndboldligaklubben NFH ophævet kontrakten med en af sine spillere.
Det sker efter gensidig aftale mellem klubben og spilleren, oplyser NFH mandag i en pressemeddelelse.
Kontraktophævelsen kommer måske som en overraskelse, men nogen decideret bombe er der ikke tale om, idet det er på venstre fløj, hvor man noget usædvanligt har haft tre spillere på kontrakt mod normalt to.
Spilleren, der nu forlader NFH, er den 20-årige Matilde Vestergaard, der kom til klubben for to år siden som afløser for landsholdsspilleren Elma Halilcevic.
NFH har udover Matilde Vestergaard også kontrakt med hollandske Zoë Sprengers og svenske Clara Lerby på venstre fløj. Sidstnævnte er hentet til klubben forud for denne sæson af den nye cheftræner Niels Agesen. Han har ikke lagt skjul på, at Clara Lerby bliver førstevalget på venstre fløj, og at de to andre måtte kæmpe om den spilletid, der bliver derudover.
Det er også i det lys, at Matilde Vestergaards afgang fra klubben skal ses.
- Matilde har haft et stort ønske om mere spilletid og muligheden for at få en ny rolle i en anden klub i Bambuni Kvindeligaen. Det ønske har NFH valgt at imødekomme, og Matilde er derfor fritstillet fra sin kontrakt med øjeblikkelig virkning, skriver NFH i pressemeddelelsen.
Cheftræner Niels Agesen siger om Matilde Vestergaards farvel:
- Vi vil gerne takke Matilde for hendes indsats i NFH. Hun har arbejdet hårdt til træning, bidraget med energi i truppen og vist stor dedikation til fællesskabet. Jeg har fuld respekt for hendes ønske om mere spilletid, og jeg ønsker hende alt det bedste i hendes videre håndboldkarriere.
Det vides endnu ikke, hvor Matilde Vestergaard fortsætter karrieren.
Seneste artikler
To nye brandstationer snart klar til brug
Q&A med Freddy Svane: Måske en tur på et brunt værtshus i Rødby
Måtte lukke efter syv dage: Nu er der nyt om café
Radio SydhavsØerne fylder 40: Klokken 11.11 skete det
En dårlig beslutning bliver ikke bedre af at fastholde den – sæt datacenteret på pause
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet